25 år med Dansk Vietnamesisk Forening

Første forsendelse til Børnehospital nr. 1: Under delegationsbesøg i juni 1981, fandt Kirsten Vagn Jensen og direktør Dr. Anh den første forsendelse fra Indsamlingen til hospitalet, i et pakhus i Saigons frihavn, hvor den var strandet pga. bureaukrati. 

I 2001 var det 25 år siden Dansk Vietnamesisk Forening blev til. For at være helt nøjagtig: ved en stiftende generalforsamling den 31. januar 1976. Kirsten Vagn Jensen kaster et blik tilbage for at danne sig et tilnærmelsesvist samlet billede af foreningens udvikling i denne periode. 


Download artiklen som PDF-fil (90k)

Kirsten Vagn Jensen, tidligere formand for DVF, VietNam ajour nr. 1/2001

Baggrunden var den lange og forfærdelige krig som af vietnameserne nu kaldes "den amerikanske krig". Under krigen var der i Danmark - ligesom i andre lande - efterhånden opstået en solidaritetsbevægelse med det kæmpende Vietnam, oftest i strid med den officielle politik. Det "kæmpende Vietnam" skal her forstås som Den demokratiske Republik Vietnam i nord og den befrielsesbevægelse i syd, FNL, som den støttede og som i 1968 fik sin egen provisoriske regering, PRG. Vietnam-bevægelsen var herhjemme splittet mellem flere grupperinger som bare undtagelsesvist samarbejdede.

Den organisation som denne artikels forfatter tilhørte, Vietnam 69, var startet i 1969. Den var et svar på PRGs ønske om at få bredere kredse med i antikrigsbevægelsen, også folk der ikke var bevidst antiimperialistiske i deres holdning, men snarere reagerede ud fra en humanitær og etisk stillingtagen mod USAs krigsførelse.

Da Vietnam-krigen i foråret 1975 endelig var over, måtte man forvente at de forskellige solidaritetsorganisationer efterhånden ville blive nedlagt. I Vietnam 69 skønnede vi at der efter 30 års krig i Vietnam stadig var brug for solid støtte til landet, men mente at formen nu burde ændres. Vi enedes i efteråret 1975 om at rette en henvendelse til alle de grupperinger, der aktivt havde støttet Vietnam under krigen, om hver at sende to repræsentanter til et møde med henblik på at stifte en fælles forening.

På dette møde var jeg blevet pålagt at begrunde vores forslag. Det blev et kort indlæg med vægt på følgende: Vietnameserne havde sejret fordi de - hvad enten de var kommunister, nationalister eller buddhister - havde forstået at samarbejde. Mon ikke det også skulle være muligt for os at lægge vore mindre uoverstemmelser til side og få en forening op at stå som kunne gøre gavn i Vietnams svære efterkrigstid?

Vietnam 69-forslaget blev nu grundigt diskuteret og herefter vedtaget. Kort efter var en bredt sammensat arbejdsgruppe i gang med at forberede grundlag og vedtægter for den ny forening.

På den stiftende generalforsamling få måneder senere var der fuldt hus. Grundlag og vedtægter blev vedtaget og en hovedbestyrelse på 26 medlemmer valgt. DVFs første formand, Kate Fleron, blev valgt med akklamation.

Hovedbestyrelsen skulle på sit første møde vælge et forretningsudvalg. Her skete noget, der var formelt korrekt, men alligevel højst uheldigt. Hovedbestyrelsens flertal bestod af Vietnam 69-folk, der stemte deres egne folk ind i stedet for at udvise en vis rummelighed og storsind og lade forretningsudvalget afspejle hele Vietnam-bevægelsen. Hvorefter fire medlemmer af hovedbestyrelsen, som ikke blev repræsenteret i Forretningsudvalget, omgående brød med foreningen

Noget lignende er aldrig senere sket i foreningens historie. Til tider er bølgerne gået højt, men det grundlæggende mønster i samarbejdet har aldrig været personlige eller organisatoriske særinteresser, men hvad der tjente Vietnam bedst.

De første år

Hovedformålet med DVF var "at befordre det politiske, økonomiske, sociale og kulturelle samarbejde mellem Danmark og Vietnam". Dette var en vigtig, men langt fra let opgave, for det krigshærgede Vietnam havde ikke ressourcer til at oprette en ambassade i Danmark. DVF måtte derfor oprette en støttefond med det formål at betale vietnamesernes udgifter i forbindelse med besøg i Danmark. Når det drejede sig om delegationers og enkeltpersoners besøg, sørgede HB-medlemmer ofte for både husly og forplejning.

I årene 1976-77 blev grunden lagt til statslig støtte og en langsigtet dansk bistandspolitik i Vietnam. Dette var helt i tråd med DVFs formålsparagraf og noget vi derfor ivrigt arbejdede for at virkeliggøre.

I september 1977 sendte DVF et åbent brev til præsident Carter. Her blev han opfordret til at sørge for at USA betalte den krigsskadeerstatning hans forgænger havde lovet Vietnam. Dermed ville han i praksis udvise noget af den moral i international politik som han var en stærk fortaler for. (Hverken dengang eller senere er dog denne krigsskadeerstatning blevet betalt.)

DVFs første delegation i Vietnam i august 1978

Foran Ho Chi Minhs mausoleum i Hanoi; fra venstre:foreninegns 2. formand formand professor Johs. Glavind, tolk Huong Tai, forlagsredaktør Erik Vagn Jensen (Kirstens mand), overlæge Erik Karup Pedersen, vietnamesisk tolk, jord- og betonarbejder Frede Jespersen, grafiker Thomas Kruse, tolken "månestråle" og edb-planlægger Wilfred Gluud. 

I DVF var vi under dr. Johs. Glavinds formandskab i 1977-78 i gang med indsamling af brugt hospitalsudstyr. Snart kunne de første skibsladninger sendes af sted. i 1978 startede Landsindsamlingen Hospitalsudstyr til Vietnam og kunne allerede samme år - efter samråd med Sundhedsministeriet i Hanoi - indkøbe vitaminpiller og malariamedicin til Vietnam.

Kampuchea-konflikten

Samtidig med alt dette foregik der en hemmelig, men ikke desto mindre barsk grænsekrig mellem Pol Pots Demokratisk Kampuchea og Vietnam. Da denne krig blev offentligt kendt, opstod der både geopolitisk og i vores eget arbejde en række nye problemer.

Der blev ført intense diskussioner i DVFs hovedbestyrelse, og alt tilgængeligt baggrundsmateriale blev analyseret. Trods nuanceforskelle kom vi frem til at vietnamesernes forslag om forhandlinger var den eneste farbare vej. Alternativet var en fortsat åreladning af de to befolkninger.

At Vietnam var villig til at lade en international kontrolstyrke overvåge grænsen, tog vi som et indicium på hvem der havde været den udfarende kraft i grænsestriden - Pol Pots kategoriske afvisning af forhandlinger som et andet. Om sommeren 1978 kunne DVFs første delegation til Vietnam ved selvsyn konstatere friske granatangreb mod provinshovedstaden Thay Ninh. Og samtaler med khmer-flygtninge i samme provins bestyrkede vor opfattelse af Pol Pot-styret som umenneskeligt.

I november 1978 fratrådte Johs. Glavind som formand; tragisk nok døde han kort efter. Næsten samtidig rykkede vietnamesiske tropper ind i Kampuchea, hvorefter den mest stormfulde tid i DVFs historie begyndte.

Kina som støttede Pol Pot økonomisk og militært, bl.a. med 30.000 militærrådgivere, havde lidt et alvorligt prestigetab da Demokratisk Kampuchea faldt sammen som et korthus. Den 17. februar 1979 angreb Kina de seks nordlige provinser i Vietnam for at give dem en ?lærestreg". Få dage senere stod DVF som arrangør af en stor demonstration på Nytorv under parolerne Kina ud af Vietnam og Solidaritet med Vietnams folk.

Præsident Carter havde udnævnt Demokratisk Kampuchea til at være den værste krænker af menneskerettigheder i hele verden. På trods af dette gjorde nu USA - som straf for den vietnamesiske invasion i Kampuchea - fælles sag med Kina og søgte at isolere Vietnam diplomatisk og økonomisk. Demokratisk Kampuchea skulle fortsat få lov til at repræsentere landet i FN, og der blev lagt pres på EF og andre vestligt orienterede lande om at droppe al bistand til Vietnam.

I marts 1979 afholdt DVF en stor solidaritetskonference for at få den danske regering til at fastholde og udvikle sin bistandspolitik og modstå presset fra USA - med bl.a. Peter Wivel og Sara Lidman som talere!

Men Danmark bøjede sig snart for presset. Folketinget vedtog i foråret 1979 at videreføre de påbegyndte projekter - stærkt tilskyndet af Industrirådet! - men vedtog også at indefryse alle bevillinger til planlagte projekter.

Og ved de årlige afstemninger i FN om medlemslandenes akkreditiver stemte Danmark år efter år for Pol Pots Demokratisk Kampuchea. Man valgte ikke engang den neutrale løsning at afstå fra at stemme, hvad dog enkelte andre vestlige lande gjorde. Adskillige henvendelser fra DVF blev i den anledning rettet til den danske regering.

Bådflygtninge

Hvad der fremfor alt vanskeliggjorde vort arbejde i denne periode, var de mange bådflygtninge fra Vietnam. Det stigende antal i slutningen af 1970-erne bestod blandt andet af kinesere, bosat i Vietnam. Bortset fra Danmarks Radios program "Udefra" (det senere "Horisont") var der ikke mange forsøg på at analysere situationen, herunder forstå at det militære pres fra Pol Pots Kampuchea, bakket op af Kina, var den egentlige årsag til de problemer den kinesiske befolkning i Vietnam stod overfor; vietnameserne frygtede med god grund en tofrontskrig, og opfattede kineserne som en mulig femte-kolonne. Medierne fokuserede kun på de menneskelige tragedier som denne periode var så rig på.

Op gennem 1980erne var levevilkårene i Vietnam så hårde, at det stadig fristede mange til at flygte. Nu var det dog fortrinsvis vietnamesere der tog ud på en risikabel bådflugt.

Oplysningsarbejde

DVFs blad "Vietnam" (nu "Vietnam ajour") har gennem alle årene været en vigtig kilde til oplysning om Vietnam herhjemme, ikke mindst fordi de større biblioteker sædvanligvis har abonneret på det (nu har de fleste sparet bladet væk). Bladets redaktion har bestræbt sig på at nuancere debatten, bl.a. ved at bringe oversættelser af erfarne Indokina-kendere. Selv om redaktører og skribenter har været engagerede mennesker, har bladet altid bestræbt sig på at give så objektiv information som muligt.

Dokumentarfilmen "Vietnam-Kampuchea, November 1979" med Ib Makwarth som instruktør havde konsulent og interviewere fra DVF. Den blev købt af Statens Filmcentral, og de fem kopier af filmen blev hyppigt udlånt og grundigt slidte de følgende år.

Artikler i dagspresse, tidsskrifter og ugeblade, radioforedrag og interviews efter besøg i Vietnam, lysbilledforedrag og oplæg til diskussion i foreninger og på højskoler - DVF har taget snart sagt alle midler i brug for at nå så langt ud som muligt. En del kræfter har været brugt på at imødegå de rene spøgelseshistorier, som f.eks. de hårdnakkede påstande om vietnamesisk brug af kemiske våben i Laos og Kampuchea, påstande der lidt efter lidt opløstes, efterhånden som eksperter påviste at ?den gule regn" efter alt at dømme var identisk med ekskrementer fra bier!

Denne artikels forfatter, der havde overtaget formandshvervet efter Johs. Glavind i 1978, veg i 1982 pladsen for en kollektiv ledelse for at få tid til at skrive en samlet fremstilling af Indokinas historie. Bogen "Befrielse, men ikke fred" udkom i 1985 og har lige siden kunnet lånes på de fleste af landets biblioteker.

At DVF op gennem 1980-erne var i stand til at opretholde sit medlemstal, var lidt af et mirakel. Det skyldtes nok ikke mindst vores Landsindsamling.

Landsindsamlingen Hospitalsudstyr til Vietnam

Landsindsamlingen Hospitalsudstyr til Vietnam holdt gryden i kog selv gennem den sværeste tid. Efter et besøg på Børnehospital nr.1 i Saigon "adopterede" DVF i januar 1980 dette konkrete hospital. Lige siden er de indsamlede midler ubeskåret gået til indkøb af hospitalsudstyr til hospitalet.

I 1988 sendte DVF en sundhedsdelegation til Vietnam. Hensigten var at kortlægge mulighederne for at indlede et egentlig forskningssamarbejde inden for sundhedssektoren med udgangspunkt i samarbejdet med Børnehospital nr.1. En rapport fra rejsen viste sig at have god effekt i det danske lægemiljø, og snart fik DANIDA en ansøgning fra DVF om finansiering af det første dansk-vietnamesiske forskningsprojekt, et projekt om lungebetændelser. Primus motor i dette arbejde har været Jørgen Prag, der i 1995 overtog formandsposten i DVF.