Folkelig forankring i bistandsarbejdet 2003

Sommeren regeringsudspil om folkelig forankring i  bistandsarbejdet stiller nye krav, også til Dansk Vietnamesisk Forening. Hvis udspillet fører til en fornuftig debat, kan vi få en folkelig forankring, der langt overgår, hvad regeringen forestiller sig.

Af Ole Riis, Vietnam ajour 4/2003

I forbindelse med regeringens udspil på bistandsområdet, "En verden til forskel", der kom i sommer, blev omdrejningspunktet for vurderingen af de ikkestatslige organisationer, de såkaldte NGO'ers arbejde, den folkelige forankring. En lidt svært målelig idé om, at når midler skal kanaliseres gennem NGO'er til bistandsarbejde, så skal disse NGO'er også have en opbakning i befolkningen for det, de gør. De skal kunne engagere frivillige, og de skal kunne indsamle midler selv, og på den måde opnå accept og anerkendelse i den danske befolkning for, at den indsats de laver, er noget, som den danske befolkning i almindelighed kan bakke op om.

Den danske u-landsbistand administreres af Danida og er groft sagt delt op i fire områder:

1.  Den multilaterale bistand, som er de penge Danmark giver til de internationale organisationer som UNICEF, UNDP m.fl.

2.  Den bilaterale bistand, som gives direkte til det pågældende land. De største af de lande, der får bilateral bistand, kaldes programsamarbejdslande. Vietnam er et sådant programsamarbejdsland, og er dermed et af de lande, der får mest bistandshjælp af Danmark.

3.  NGO-bistand gennem rammeorganisationer, herunder også Mellemfolkeligt Samvirke. Rammeorganisationerne er ud over MS, Ibis, Red Barnet, Care, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og i hvert fald indtil den nye finanslov blev færdigforhandlet Ulandssekretariatet (finansloven beskærer tilskuddet til Ulandssekretariatet så voldsomt, at organisationen nu får store problemer).

4.  De små og mellemstore NGO'ere, som er organisationer, der søger om Danidamidler fra projekt til projekt. Dansk Vietnamesisk Forening hører til her.

Den samlede danske bistandshjælp har i de seneste år totalt ligget på ca. 1% af det danske bruttonationalprodukt svarende til mellem kr. 10 og 12 mia.. Heraf fordeles de ca. kr. 1. mia. af NGO-erne. Og heraf igen kanaliseres de ca. kr. 200 mio. af enkelt-bevillingsorganisationerne.

Det er en forholdsvis lille del af den danske bistandshjælp, der fordeles via NGO'erne. Så man kan stille sig spørgsmålet: Er det overhovedet rimeligt at stille krav til disse organisationer om en folkelig forankring?

Jeg mener ja. Det er rimeligt nok, at penge der gives til aktive i forskellige organisationer i et demokratisk samfund, skal nyde en vis folkelig anerkendelse og støtte. Det er bare spørgsmålet hvordan man så måler det, i almindelighed og i forhold til bistandsorganisationer i særdeleshed.

I rapporten "De danske NGO'ers folkelige forankring" i tillæg til Danidas "En verden til forskel" bliver der for første gang for alvor taget hul på diskussionen. Og der er ingen tvivl om,  at regeringen mener det alvorligt med at koble den folkelige forankring med tildelingen af bistandsmidler. Denne rapport gennemgår hver enkelt rammeorganisation samt de forskellige grupper af enkeltbevillingsorganisationer. Hvert afsmit om rammeorganisationerne sluttes af med  "Danidas vurdering". Og her er der løftede pegefingre til især Ulandsekretariatet og Ibis for mangel på folkelig forankring i form af for få bidragydere og for få medlemmer.

Det karakteristiske ved NGO'er skal jo være, at de tildeler bistandshjælpen i kraft af, at de er NGO'er, altså en medlemsbaseret forening, som har et sigte om at yde bistand på et eller andet religiøst, politisk eller  kulturelt grundlag. Ellers kunne man jo ligeså godt kalde dem bistandskonsulentorganisationer, og så kunne man lige så godt give bistanden via den bilaterale del. I rapporten stilles der direkte krav til flere af rammeorganisationerne om at få hævet medlemstallet og selv indsamle flere penge.

Egenbetaling

I forhandlingerne op til færdiggørelsen af "En verden til forskel" var det på tale at gøre egenbetaling til en betingelse for at få Danida-midler. Det blev dog droppet. Der er altså intet direkte krav om at indsamle så og så meget. Men kravet om medlemstal er blevet fastholdt. Derfor ser vi, at rammeorganisationerne er blevet meget mere aggressive for at hverve medlemmer. Vi er snart alle blevet stoppet på gågader i de større byer i Danmark af (professionelle) sælgere, som vil hverve os som medlemmer til en bistandsorganisation. En panikreaktion fremkaldt af Danidas kortsigtede og pludselige krav til specielt rammeorganisationerne.

"En verden til forskel" fastholder som nævnt ulandsbistanden til NGO'erne på det samme niveau som hidtil i forhold til den totale bistand. Men ca. 30 mio. kr. om året omfordeles fra rammeorganisationerne til enkelt-bevillingsorganisationerne. Det sker formentlig, fordi der er den holdning i visse politiske partier at rammeorganisationerne har udviklet sig for meget i retning af konsulentorganisationer, og glemt den folkelige forankring, som var deres oprindelige udgangspunkt. Enkeltbevillingsorganisationerne

ses i denne sammenhæng som mere folkeligt forankrede. Men er de det? Og er det rimeligt, at rammeorganisationer skal bruge så meget tid på at sælge sig selv i befolkningen frem for at lave et godt stykke bistandsarbejde? De spørgsmål vil jeg lader hænge i luften til læserens egen overvejelse.

Kvalificerede projekter

Men kan enkeltbevillingsorgani-sationerne så få brugt de ekstra 30 mio. kr., vi har fået, når nu vi skal søge fra gang til gang? Kan vi stable nok kvalificerede projekter på benene? Det er i hvert fald den øvelse, vi skal i gang med. Til at hjælpe enkeltbevillingsorgani-sationerne findes der et Danida- finansieret "konsulentbureau", der hedder Projektrådgivningen, og som har til huse i Århus. Deres opgave er at vejlede enkeltbevillings-organisationer, så deres ideer bliver kvalificerede i forhold til de krav, der stilles til bistandsprojekter. Projektrådgivningen var oprindelig en medlemsorganisation for de små NGO'er, men har nu også fået tilknyttet professionelle konsulenter, som Danida altså finansierer. De er nu i en eller anden udstrækning medspiller i forhold til at få kanaliseret den ekstrabevilling, vores del af NGO-arbejdet har fået på en kvalificeret måde.

Men det er ikke uproblematisk for Projektrådgivningen, at man med al magt skal presse sine medlemsorganisationer til at fremkomme med "gode projektidéer". Det skulle gerne komme af sig selv, qua den kontakt organisationerne i forvejen har med deres partnere i u-landene. Med hensyn til den merbevilling, der nu er blevet de små NGO'er til del, kan man frygte, at hvis ikke vi kan bruge den merbevilling, som jo er taget fra rammeorganisationerne, så falder de helt væk næste gang der forhandles u-landsbistand. For vi kunne jo ikke finde ud af at bruge dem.

Men lad os nu tage de ekstra midler som en udfordring. Selv om man i "En verden til forskel" leder forgæves efter gode ideer og redskaber til, hvordan de små NGO'er, der jo primært drives af frivillig arbejdskraft, skal kunne opgradere deres aktiviteter, kvantitativt og kvalitativt.

Danida lægger op til et samarbejde mellem rammeorganisationer og enkeltbevillingsorganisationer. Og DVF er da også allerede i færd med at overveje et forslag til samarbejde fra en af rammeorganisationerne. Idéen for rammeorganisationerne er, at de kan få del i de 30 mio. kr., der er overflyttet til de små NGO'er, og idéen for de små er, at samarbejdet kan give en større komptence i løbet af sådan et samarbejde. Men det er alligevel vigtigt, at den lille NGO deltager i samarbejdet med en meget veldefineret kernekompetence, som man ud fra en faglig vurdering på ingen måde har problemer med at byde ind med. Ellers vil man blot være alibi for de stores behov for at søge nye muligheder for at få midler til at lave projekter.

Et helt andet aspekt af regeringens udspil er, at bistandshjælpen de næste fem år bliver fastlåst på 1998-niveau. Det betyder at Danmark stille og roligt rykker ned på det af FN anbefalede niveau til bistandshjælp, nemlig 0,7% af bruttonationalproduktet. Sammenlignet med andre lande, selv i EU sammenhænge, er det stadig meget, men det er spørgsmålet, om det er det, den danske befolkning ønsker.

Terrorbekæmpelse

Til sidst vil jeg nævne at regeringens udspil nu sammenkobler terrorbekæmpelse med bistandsarbejde. Og det kan der for så vidt være en god logik i. Gennem fattigdomsbe-kæmpelse at modvirke roden til terrorisme. Men det burde have været en decideret merbevilling og ikke penge man tog fra den oprindelige og nu reducerede bistands-hjælp, man brugte. Nogle af de arabiske lande, som disse midler skal bruges i, opfylder heller ikke den normale definition på et fattigt land.

Hvad angår rapporten om NGO'ernes folkelige forankring, er Dansk Vietnamesisk Forening nævnt, dels for at kunne lave bistandsarbejde med mange frivillige involveret, dels for at kunne indsamle forholdsvis mange midler gennem vores "Landsindsamlingen Hospitalsudstyr til Vietnam". Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. Vi skal øve os på at gøre vores aktiviteter mere kendte i omverdenen, og vi skulle gerne på sigt inddrage endnu flere i organisationens arbejde.

Som nævnt mener jeg, at kravet om folkelig forankring i form af et vist medlemstal og en vis økonomisk opbakning i befolkningen er rigtig. Men denne kortsigtede, aggressive medlemshvervekampagne, det pludselige, konkrete krav har affødt, kan give bagslag. Pistolsalgsmetoder på gågaden hænger i min bevidsthed ikke helt sammen med humanitært arbejde.

Alle os i NGO-miljøet og især os frivillige, skal være bedre til at fortælle den danske befolkning hvad vi laver, hvorfor vi laver det og hvad der driver os. Vi skal være bedre til at arbejde sammen og støtte hinanden med de kompetencer vi hver især har. Hvis det lykkes, tror jeg, at vi kan få en folkelig forankring, der bliver større end regeringen havde forstillet sig. Og så vil det kunne påvirke debatten om bistandsindsatsen i positiv retning.

Retur til forsiden