Leg og fysioterapi
i Vietnams centrale højland


Morgengymnastik på skolen

I efteråret 2008 rejste vi til Vietnam for at udføre feltarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af bachelorprojekt i fysioterapi. Vi havde i maj 2008 hørt et radioprogram på P1 om ”Børn af en giftig krig”, der fortalte om et skoleprojekt for raske og handikappede børn i Vietnam. I radioprogrammet blev der ytret ønske om hjælp til handikappede børn, og vi så muligheder i forhold til at bidrage med fysioterapeutiske tiltag.
Link til Kurt og Sangs Blå Huse - DR P1 "Børn af en giftig krig”

[VietNam Ajour 2-2009 manglede desværre sidste halvdel af afsnittet om "Den urolige dreng", som er med her]

Af Lone Kogut Albrechtsen og Eva Kofoed-Wiuff

Vietnam var for os et ukendt land og kultur og vi var nysgerrige efter at opleve handikappede og raske børns bevægeaktiviteter og vilkår i en fremmed kultur. Vi håbede på, at arbejdet med fysioterapi under andre forhold, kunne give en indsigt i os selv og faglige handlemåder samt indsigt i en anden kultur. Vi fik etableret et samarbejde med den danske skoleprojektleder, Kurt Lender Jensen, og aftalte, at vi kunne hjælpe til på en af skolerne i højlandet i omkring to måneder. Fysioterapeutuddannelsen gav tilladelse til, at vi kunne tage af sted, dog uden økonomisk støtte. Efter afsendelse af mange ansøgninger om støtte hos diverse fonde, adskillige vaccinationer, indkøb til rejseapotek, køb af gaver til børnene, studieforberedelse og farvel til familie og venner var vi endelig klar til at tage af sted.

Fortryllende Saigon
Med sommerfugle i maven fløj vi den 20. september 2008 ved midnatstid fra København i efterårsfarver og ankom tidlig aften den følgende dag til sommervarme i Saigon/Ho Chi Minh City. Varmen, der mødte os i lufthavnen og senere i byen, var trykkende og luften tung af os fra de tusindvis af motorcykler, der fyldte gaderne i et virvar af kaotisk trafik. Utroligt, hvad man kan ha´ på en Moto! Den første uges tid var vi turister i Saigon. Vi oplevede den fantastiske vietnamesiske mad, var på bådtur på Saigon River med sang og underholdning, udflugt til Chu Chi Tunnelerne samt til Mekongdeltaet, hvor vi kom i nærkontakt med en meget stor ”tam” slange.


Turen til Mekongdeltaet indeholdte både tur med motorbåd, traditionel robåd, besøg på
en kokus-karamel familievirksomhed, heste/æsel-vognsstur samt frokost og forfriskninger.
Vores guide var engageret og så tillidsvækkende, at vi gik med til at tage en slange omkring os.

Hvordan turde vi ? - tænker vi nu.

Væk fra turisterne
Vi mødtes med skoleprojektlederen Kurt og hans kone Sang og fulgtes med dem i bus videre op i højlandet. I byen Bao Lac overnattede vi to nætter i godt selskab hos Sangs familie, inden vi fortsatte på Honda'er længere op i Højlandet til vores endelig destination nær det smukke Elefantvandfald, en af Kurt Lender Jensens blå skoler. Vi blev indlogeret i skolens køkken den første uges tid, hvorefter vi fik indrettet et værelse i hjørnet af bygningen med klasseværelser. Vores seng bestod af skoleborde, sivmåtter og vattæpper pakket ind i blåt myggenet. Det var en hård start, men vi vænnede os hurtigt til vores nye hjem, og vi sov fantastisk.

 Børnene på skolen var 3-6 år og deres dag på skolen var fra ca. kl. 7 til 17. Vi indgik i skolens dagligdag og med smil, hænder og enkelte vietnamesiske gloser bistod vi skolens 7 lærerinder i børnepasning og undervisning.
 
Fysioterapi i felten
Det viste sig, at der ikke var så mange handikappede børn på skolen, som vi havde forventet. På skolen kom en pige med Downs Syndrom, en udviklingshæmmet pige samt en dreng med motoriske og mentale vanskeligheder. Tre dejlige unger som vi forsøgte at stimulere og hjælpe til gode dage på skolen.
 

Leg på skolen med den udviklingshæmmede pige                   Massagebehandling af en af skolens lærerinder
og pigen med Down’s syndrom                                          på vores værelse


Vi undrede os over, hvor de handikappede børn var, og over hvordan vi bedst kunne bidrage med fysioterapi i lokalsamfundet - ud over massage til lærerinderne. Sent i forløbet var vi efterhånden blevet kendte ansigter og vi fik mulighed for at besøge nogle af områdets handikappede børn i deres hjem. Vi fandt, at to af disse børn ville have gavn af fysioterapi og vi gav dem hjemmebehandlinger i de sidste uger. I vores bachelorprojekt har vi beskrevet aktiviteterne på skolen og vores interventioner samt vores hjemmebehandlingerne som små kondenserede fortællinger. Alle personer i fortællingerne optræder anonymt med opdigtede navne. Her følger fortælingen om drengen Nguyen:

Den urolige dreng
Det er søndag eftermiddag. Klokken er halv tre, og vi parkerer vores cykler på lervejen. Vi går hen ad en lille sti i retning af Nguyens hus, der ligger, højt oppe i terrænet, gemt bag kaffetræer. Vi følger stien, der går gennem to kvadratiske damme og drejer til venstre stejlt opad til et lille gråt stenhus. På huset hænger et metalskilt med nummer 141. Huset har fladt tag og der er træskodder for vinduerne. For enden af huset er en faldefærdig træstald med to køer, og lugten fra stalden blander sig med en sødlig duft af kaffebønner. På gårdspladsen, foran huset går høns frit omkring.
Vi bliver mødt af en smilende kvinde, Nguyens mor, der byder os indenfor i stuen. Hun er i blå lærredsbukser og en beige joggingbluse. Hendes sorte lange hår er samlet i et spænde i nakken, ansigtet er bredt med markerede træk, og hun har store tænder. Vi hilser på hende og følger med hende ind i deres stue. Til venstre står ti hvide sække med mørkebrune kaffebønner. Der står et lavt træbord, en slagbænk og to træstole op ad væggen modsat døren. Til højre herfor står et mørktlakeret træskab, der opdeler rummet i to. Højt oppe på væggen bag det lave bord er en hylde med to fotos af unge mænd, og der ligger en mangofrugt. I rummet er der en indtrængende lugt af røgelse. Kvinden viser os hen til slagbænken ved bordet, hvor der står en metalkedel og fire små glas. Hun hælder te op i et af glassene, skyller rundt og hælder så over i et andet glas, indtil hun har skyllet alle fire glas. Faren kommer nu ind, sætter sig i en af stolene og vi hilser på ham. Han ser mager ud og i ansigtet, omkring næsen, ses udslæt med mange rødlige knopper. Han er klædt i blå, noget beskidte, joggingbukser og en lys polo T-shirt med krave. Moren skænker nu te til os alle, og vi sætter os på slagbænken og drikker teen. Herfra ser vi, at der, på den anden side af skabet, står en seng op ad væggen og overfor sengen et skrivebord. Midt på gulvet står en hvid motorcykel, den ser ny og ren ud.
 

Drengens Nguyen i den nye hængekøje                 Udsigt fra drengen Nguyens hjem
 
Moren går ud af stuen og kommer bærende ind med Nguyen. Han er en tynd dreng, med mørkt kortklippet hår, er klædt i lyse joggingbukser og en rød T-shirt med engelsk tekst. Moren sætter ham på en sivmåtte, der ligger på gulvet foran bordet. Vi sætter os ved siden af ham og hilser. Han virker træt og fjern, og vi har svært ved at få kontakt. Han gnider uafbrudt sine fingre mod hinanden, som om han vasker dem, og tager dem af og til op til munden. Hans fingre er røde, og huden er slidt af flere steder.
Vi puster en ballon op og slipper luften ud af den, så den rammer Nguyens arme. Der kommer en lyd fra ballonen, men han reagerer hverken på den eller på luften. Moren og faren smiler og griner. Vi puster ballonen op igen, binder en knude og lægger den i Nguyens skød. Han tager ikke ballonen. Vi lægger hans håndflader på den for at beskæftige hans fingre med noget andet. Han kigger på ballonen og en gang imellem op på os. Vi forsøger at fange hans blik, men hans øjne flakker, og han virker urolig. Han trækker nu sine hænder til sig. Vi forsøger, at få hans opmærksomhed ved at kaste ballonen til hinanden og også til ham. Moren og faren følger med og griner til os. Nguyen kigger efter ballonen, men rækker ikke ud efter den.
Hans storebror, på 26 år, kommer nu ind i stuen med den badebold, vi har haft med til familien ved vores første besøg. Broren er som faren tynd og klædt i snavsede blå joggingbukser og en farvet sports T-shirt. Han smiler stort med pæne hvide tænder. Vi hilser på ham. Han giver den stribede badebold til Nguyen, og moren og faren smiler og klapper i hænderne. Broren løfter nu Nguyen op at sidde på badebolden, ligesom han har set, at vi gjorde det ved sidste besøg. Nguyen farer pludselig sammen og lader sig falde ned ad badebolden, mens han siger en skinger lyd. Han sidder nu sammenkrøbet på sivmåtten, ryster på hovedet og kradser sig vedholdende i nakken med hurtige bevægelser. Broren fjerner hans arme fra nakken og tager ham tæt ind til sig. Han snakker til ham og aer ham på ryggen. Fra bordet taler moren med beroligende stemme til Nguyen, og vi siger ”tâm, tâm” (rolig, rolig). Der går nogle minutter, og Nguyen synes at falde lidt til ro med brorens arme omkring sig.
Vi har en hængekøje med til Nguyen, og vi tænker, at det nu er et godt tidspunkt at introducere den. Moren, faren og broren smiler stort, da de ser den blå hængekøje vævet af nylon. Vi peger udenfor på gårdspladsen, og spørger på engelsk, hvor den kan hænge. Faren tager hængekøjen, går ud af stuen og ind i soveværelset til højre for stuen. Vi følger efter, og faren og broren binder hængekøjens to snore fast. Den ene i en bøjlestang og den anden i et vinduesgitter hængende over forældrenes seng. De lægger en hovedpude i den. Moren bærer Nguyen over i hængekøjen, og han lægger sig i fosterstilling.
Vi gynger ham langsomt fra side til side, og han trækker efterhånden vejret roligt og tungt. Han har nu strakt benene helt ud.
Vi spørger efter børsten, som vi har givet familien, og moren henter den. Vi børster blidt hans ben udenpå bukserne, og Nguyens øjne synes undervejs at blive mere rolige. Familien sidder på sengen og kigger, og vi inviterer moren til at være med til at børste. Hendes bevægelser er hurtige og tilfældige, og hun børster i begge retninger. Vi viser hende bevægelserne roligere og kun i én retning. Hun forstår og børster ham nu forsigtigt og langsomt. Vi giver approksimationer af Nguyens hånd-, albue-, skulder-, fod- og knæled. Moren følger med, og broren kommer helt tæt på og kigger nysgerrigt. Vi giver både broren og moren approksimationer af hånd- og albueled og lader dem også prøve på os. Moren lægger hænderne på Nguyens arme, og vi guider hende til blidt at komprimere hans håndled og albueled. Nguyen ligger nu helt afslappet med lukkede øjne, og vi beslutter at stoppe behandlingen for i dag. Vi aftaler med familien, at vi kommer igen om to dage. Klokken er kvart i fire, vi siger farvel og går ned af stien til vores cykler.
 
Refleksion og savn
Vi nåede desværre kun at besøge Nguyen og pigen Yen over nogle få uger. Vi ville ønske, at vi havde haft mere tid, så vi kunne have givet flere behandlinger og måske besøgt flere børn i området. Vi vil meget gerne komme tilbage til skolen og området, når muligheden byder sig. Indtil da håber vi, at der på baggrund af vores besøg er en begyndende åbenhed omkring de handikappede børn. 
Vi har oplevet Vietnam som et land fuld af kontraster, af modsætninger, der lever side om side: Vild natur og åbne vidder - tætpakket industrialiseret by. Fattigdom, opfindsomhed og simpel levevis - rigdom, materialisme og frås. Kommunisme - kapitalisme – buddhisme – katolicisme. Higen efter normalitet - higen efter at blive til noget og skille sig ud. Ubetinget kærlighed til familien - stor skam over det anderledes og unormale i familien. Det er kontraster, der har gjort indtryk og som udfordrer os i vores oplevelse af egen kultur.
Vores rejse og ophold i Vietnam, både med og langt væk fra turisterne, har været en absolut fantastisk oplevelse! Vietnamesernes varme, store smil, gæstfrihed og umiddelbare nysgerrighed har overvældet os.
Vietnam, vi ses – hen gap lai!

Link til Kurt og Sangs Blå Huse - DR P1 "Børn af en giftig krig”
 


Hjemmebehandling hos pigen Yen, udstrækning                        Frokost på skolen