PACODE-projektet
Udviklingsbistand til khmerer i Mekong deltaet
Alliance-projekt med CARE, OVE og DVF

Kronik, bragt i Berlingske Tidende 14.12.2005

Vietnam vil selv - men kan de?

Vietnam er et land i økonomisk vækst, men samtidig hjem for nogle af verdens fattigste mennesker. Vækst er meget godt, men langsigtet udviklingsbistand er fortsat den eneste hjælp for verdens fattige. Det mener udviklingsjournalist og forfatter Knud Vilby og folketingsmedlem for Det Radikale Venstre Naser Khader, som sammen var på en studierejse til CARE Danmarks projekter i Vietnam i efteråret 2005.

     

Af Knud Vilby (Udviklingsjournalist, forfatter)
og Naser Khader (Folketingsmedlem, Globaliseringsordfører, Det Radikale Venstre)

Fotos på denne side: Jørgen Schytte

Privatsektorprogrammer og handelsliberalisering er godt, særligt, hvis EU åbner sig for ulandene, men vækst i sig selv bekæmper ikke nødvendigvis fattigdom. Gammeldags og langsigtet udviklingsbistand er fortsat den eneste hjælp for verdens allerfattigste.

Chan On og Chanh Thu er begge i tyverne. De tilhører den etniske khmer-gruppe, der er en lille minoritet i Vietnam, men en stor gruppe i Sydvietnams Mekong-delta. De har to børn på fire og to år. Hun passer børnene og kan ikke tjene penge. Han tjener i alt 30-40 kroner om måneden, siger han. Vi spørger ham igen, én gang og to gange. For det kan vel ikke være rigtigt. Men jo! Han har arbejde som daglejer ved landbruget 3-4 gange om måneden og hver gang er daglønnen 20.000 dong. Det svarer til 8-9 danske kroner. Og selv om Vietnam er et billigt land er det ingenting for en familie.

Hverken Chan On eller Chanh Thun har nogensinde gået i skole. Vi prøver optimistisk at sige til dem, at så skal deres børn da vel i hvert fald have en bedre start. Og faren svarer forsigtigt, at det håber han da, men han ved ikke, om de får råd til at sende børnene i skole. De har svært ved at skaffe penge til skrivepapir og skoleuniform.

Da vi spørger ham, hvad han selv kunne ønske af fremtiden har han kun et svar. Han håber der bliver lidt mere arbejde. Andre drømme har han aldrig haft, eller han har slået dem ud af hovedet. Han er stadig ung og hvad med noget uddannelse, spørger vi, men han kan jo hverken læse eller skrive, siger han, og mener så ikke han kan lære noget. Initiativ er der ikke meget af.

      

Det er fattigdom i Vietnam, og nogle af de fattige er så opgivende, at de knapt har drømme. Og det er overraskende. Gennem de sidste 15 år er Vietnam på verdensplan et af de lande, der har haft allerstørst økonomisk vækst, næsten kun overgået af Kina. Væksten pr. indbygger har været på omkring 6 % årligt, og masser af mennesker er blevet bragt ud af fattigdom. Vietnam er så meget en succeshistorie, at der kan være grund til at diskutere om landet fortsat skal have bistand. Vietnam er en af de store modtagere af dansk udviklingsbistand, men ser man kun på statistikken og de imponerende vækstkurver er spørgsmålet relevant. Vietnam må vel snart kunne selv.

Men så ser vi på en besøgsrejse med Care Danmark her i Sydvietnam, hvor dramatisk og altomfattende fattigdommen stadig er for mange vietnameserne.
Det er ikke sådan, at vietnameserne fornægter fattigdomsproblemerne. På det højere embedsmandsniveau i An Giang-provinsen indrømmer man åbent og gerne, at vi har besøgt et af de mindst udviklede og mest tilbagestående områder. Her er næsten kun landbrug og fiskeri, og selv om der har været stor vækst i risproduktionen, giver det hverken beskæftigelse eller skattegrundlag nok. Vietnam har fattigdomsbekæmpende politikker, men de har endnu ikke været tilstrækkeligt effektive.

Og vi tænker lidt på, at når det åbenbart er så svært at nå de fattigste i denne vækstøkonomi, så er det let at forstå at det er næsten håbløst at skabe tilstrækkelig beskæftigelse og udvikling i fattige afrikanske lande. Det handler ikke kun om Sydvietnam det her.

Senere er vi i et distrikt i et bjergområde vest for Hanoi i Nordvietnam. Care Danmark er involveret i at forbedre landbrugsvilkårene. Det er et godt og nødvendigt program. Småbønderne her, som også er fra en etnisk minoritetsgruppe, er glade og kan se fremskridtene.

En aften er vi til voksenundervisning i en landsby i området. Vi kører i en dybsort nat, men kan pludselig se en stor bygning med masser af tændt lys. Det er næsten symbolsk for oplysningsideen, at det er Landsbyskolen, der bogstavelig talt sender lys ud over den uoplyste landsby. Her møder vi 57 unge kvinder, de fleste i tyverne, der er i gang med at lære at læse og skrive og regne. De er midt i matematik-timen, og da vi spørger dem, hvad de får ud af det, er de fulde af lovord overfor læreren og programmet. Nu bliver de ikke som før snydt når de går på markedet. De fortæller at deres mænd også er meget glade for, at de som kvinder får denne chance. Men mange af mændene vil også gerne have undervisning.

Det er lørdag aften omkring klokken 8. Der er masser af smil og energi. Der er mere initiativ end vi så i Syd. Og de 57 kvinder her er ikke de eneste, der søger at ændre deres situation. I dette område støtter Care Danmark voksenundervisning for i alt 1600 kvinder. Mange flere kvinder og også en stor gruppe mænd står i kø for at komme med, men man er startet med kvinderne, fordi de har været de mest forsømte. På trods af års vækst har de aldrig gået i skole før. Lærdom kommer i anden række i forhold til sult.

Alle statistikker viser, at det især er de etniske minoriteter, der er sakket bagud i de sidste års dynamiske udvikling. Verdensbanken fortæller at khmererne i 2001 udgjorde 2 % af Vietnams befolkning, og at 57 % af dem er fattige. Minoriteter i det centrale højland udgør 3 % men over 90 % af dem var fattige. I den dominerende kinh-befolkning, der udgør næsten 90 % af vietnameserne, var der "kun" 30 % fattige.

Det vi ser fortæller os, hvor svært det er at nå de fattigste i en markedsudvikling, der primært foregår i byerne i de industrialiserede regioner. Der skal en voldsomt effektiv erhvervs-, beskæftigelses- og fordelingspolitik til for at undgå, at uligheder og skævheder bestandigt vokser.

Det ser vi også i den vestlige verden. Men her er det grummere, fordi udgangspunktet for så mange er ekstrem fattigdom 

Skal Vietnam med en årlig vækst på næsten 6 % fortsat have dansk bistand? I 2004 støttede Danmark Vietnam med 440 millioner kroner. Efter vores besøg hos khmerne er svaret ja.

 

Dels kan vi lære en masse af Vietnams erfaringer - også de dårlige - fra fattigdomsbekæmpelse og måske kan nogle af erfaringerne bruges andre steder. Dels kan en organisation som Care Danmark være en katalysator for en øget selvstændig vietnamesisk indsats. De vietnamesiske myndigheder fornægter ikke problemerne, men har nok alligevel haft en vis tendens til at fortrænge dem. Danske organisationer kan fastholde et fokus, og få Vietnam til selv at gøre mere. De kan også demonstrere at den lokale indsats bliver mere effektiv når folk lokalt får mulighed for at danne mere uafhængige foreninger og organisationer.

Vi kan også komme med en bistand som fokuserer på menneskerettigheder på den rigtige måde. En bistand der sætter fokus på, at mennesker, hvor de end er født og hvad baggrund de end har, har rettigheder, også til at gå i skole og til at have en økonomi, som gør det muligt for dem at lade deres børn komme i skole, selv når de lever i et af de mere tilbagestående områder.

 Der er meget, man kan beundre Vietnam for, og landet skal ikke straffes for sin dygtighed. Der er i dag sociale og miljømæssige problemer, som er meget mere end bare skønhedspletter og som stiller Vietnam over for store udfordringer. Vi kan være med til at støtte løsningen af nogle problemer, og vi kan fastholde opmærksomhed. Chan On og Chanh Thuns børn fortjener nemlig den skolegang vi ellers tager for givet.

Blandt Khmerer i Mekong-deltatet, Naser Khaders besøg i PACODE projektet (kronik i Information 22-1-2006  - PDF 403k
Pacode startside - Pacode artikler