PACODE-projektet 2006-2010
Udviklingsbistand til fattige områder i Mekong deltaet
Alliance-projekt med CARE, OVE og DVF 

Hjælper du en kvinde
- hjælper du en familie  

Af Hans Pedersen, OVE - fotos Jonna Keldsen

Khmerer i Mekong-deltatet er i klemme som fattig minoritet i områder langt fra byerne. De får  hjælp af PACODE-projektet startet af CARE Danmark Dansk Vietnamesisk Forening og Organisationen for Vedvarende Energi (OVE). Projektet løberfra 2005-2009 og er betalt af Danida.
I samarbejde med Kvindeuionen og lokale myndigheder aktiverer man beboerne til at forbedre  helt basale fornødenheder som energi til madlavning, hygiejne og bekæmpelse af sygdomme. Det sker med produktion af trækul, bygning af latriner og brønde. Desuden mikrokreditter hvor også kvinder kan komme i gang med småproduktion. 

”Det er løgn,” tænkte jeg impulsivt, da jeg fik at vide, at de ikke havde set hvide mennesker. Godt nok var jeg i den yderste del af Mekong-deltaet, 15 km fra Cambodjas grænse, men efter min fornemmelse har der været hvide mennesker over alt på kloden. Men den var god nok og forklaringen er simpel. Når man står op klokken fem om morgenen og arbejder til klokken syv om aftenen og gør det livet igennem, så er der intet overskud til at komme uden for den matrikel, man er født på. Når dertil kommer at vejene, der fører ind i området, ville afskrække en professionel mountainbiker, er det indlysende, at der ikke kommer en eneste turist. Helt overbevist blev jeg, da jeg i landsbyen An Hiep mødte nogle mennesker, der var så overraskende åbne og nysgerrige over at møde mig. Jeg troede det var mig, der ankom til deres del af verden som nysgerrig journalist, men deres nysgerrighed efter at møde en ”langnæse”, var om muligt større end min.

 
Khmererne har tidligere gennem mere end 500 år været et herrefolk i store dele af Thailand, Cambodja og Vietnam. Men det er længe siden. Nu bebor de blandt andet de mest afsides beliggende dele af Vietnam. Khmererne er den næststørste af Vietnams 54 minoriteter kun overgået af kineserne.

Langnæserne kommer
Faktisk har jeg aldrig tænkt over, at jeg har en lang næse. Snarere tværtimod. Men i sammenligning med vietnameserne er der ingen diskussion: Hvide mennesker har lange næser. Stort set har der ikke været langnæser i den del af Vietnam siden Amerikanerkrigen, som vietnameserne logisk nok kalder Vietnamkrigen. Men det er en generation siden.
Siden hen har de kun set hvide mennesker på et af de to fjernsyn, de har i landsbyen. Og så har de mødt Jakob.
Jakob Jespersen fra Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) startede for to år siden et projekt sammen med Dansk Vietnamesisk Forening og Care i to provinser i Vietnam. Mens den vietnamesiske økonomi som helhed buldrer derudaf, er der nogle områder, der har vanskeligt ved at følge med. Derfor startede et femårigt Danida-betalt projekt for de 1,2 mill. khmerer, der bor i provinserne An Giang og Soc Trang.
Det er de helt basale fornødenheder, projektet har fokus på: Energi til madlavning, hygiejne og bekæmpelse af sygdomme. Men før jeg fortæller om det først noget om det allervigtigste: Womens Union (Kvindeunionen).

Kvindeunionen
Man kan have lige så mange gode ideer det skal være, hvis ikke der er en ordentlig organisering i lokalsamfundet: Glem det.
Mange af de kvinder, der modtog os i landsbyen An Hiep, havde taget pænt tøj på. I løbet af et øjeblik var vi bænket i et af hjemmene. Børn og latter overalt. En af kvinderne sang en traditionel sang, hvorpå alle kvinderne i Womens Union rejste sig og sang en fællessang og dansede til – mest med håndled og hænder. Med strålende øjne fortalte de om, hvordan de brugte hinanden i dagligdagen og hvordan de diskuterede i Womens Union på de månedlige møder. Diskussioner om børneopdragelse, seksualitet og mænd. Ikke ganske ulig diskussionerne i 1970-ernes Vesteuropa. Man er blot nødt til at gange rødstrømperne med ti, fordi diskussioner i An Hiep tillige drejer sig om den daglige overlevelse. Når rishøsten er slut, går der flere måneder, hvor der ikke er nogen indtægter, før tomaterne er modne. Hvordan kan familien spare op til et grisehold, der kan give penge i den mellemliggende periode? Hvordan dæmmer man op for, at mændene drikker? Osv.
Kvinderne i An Hiep betaler 500 Dong (mindre end en 25 øre) om måneden for at være med i Womens Union.
Hjælper man en kvinde – hjælper man en familie, lyder et slogan, der er almindeligt brugt i bistandsorganisationer. Det er kvinderne, der styrer familierne. Derfor har organiseringen i Womens Union så vital betydning.
  
Thach Thi Duong er formand for den lokale afdeling af Womens Union. De 110 kvindegrupper knytter i alt 7.000 kvinder sammen til ”udveksling af erfaringer og følelser, som samtidig giver værdifuld viden,” som Thach Thi Duong udtrykker det. Da jeg spørger, om mændene er misundelige på det, kvinderne har sammen, svarer hun: ”Mændene joker med, at vi kvinder kan tage deres poster i de politiske organer, mens de ikke kan være med i Womens Union.”
”Min mand støtter mig i arbejdet i Womens Union,” fortsætter hun. ”Han synes at jeg bliver rarere at være sammen med. I øvrigt ville jeg under ingen omstændigheder undvære det,” storgriner hun.

Læs også artiklen om kvinden Jadesten og se fotoserien på 18 fotos

Hvad laver mændene?
Der er lavet en primitiv statistik for, hvor de to køn lægger deres arbejdskraft. I marken er det 60% af arbejdet der udføres af mændene og 40% af kvinderne. Dog er det fortrinsvist mændene, der fører maskinerne, hvis der er nogen. I hjemmet bliver 80% af arbejdet udført af kvinderne, de resterende 20% af mændene. Til trods for at jeg ihærdigt spurgte, hvad det så var, mændene gjorde, når de hjalp til i hjemmet, fik jeg ikke noget konkret svar. Det nærmeste jeg kom, var, at de bar noget fra et sted til et andet!

Projekt trækul

Han hedder Chau Mênh og er pensioneret skolelærer. Tidligere var han formand for den lokale afdeling af Folkekomiteen. Det er sådan en hædersmand, OVE har bedt om at være med til at bringe fremtiden ind i Van Gaio, en lille khmer-landsby i Vietnams Mekong-delta.
Og fremtiden drejer sig om trækul. Introduktion af forbedrede metoder til at fremstille trækul, samt om ovne, der er langt bedre end de traditionelle – rent energi- og forureningsmæssigt.
Det er således et gedigent u-landsprojekt, som OVE sammen med dansk-vietnamesisk forening og Care har i gang sammen med lokalbefolkningen i de to vietnamesiske provinser Soc Trang og An Giang 150 km vest for Ho Chi Minh City. Provinserne bebos fortrinsvis af khmerer, der for år tilbage var et herrefolk i Cambodja, Thailand og dele af Vietnam. Men det er mere end fem hundrede år siden. Nu er khmererne den næststørste af Vietnams 54 minoriteter, kun antalsmæssigt overgået af kineserne.
 
Den fattige mands olie
Hidtil er trækul blevet lavet af træ, som sine steder er sparsomt udbredt, hvorfor der går ganske megen tid alene med at sanke træ til produktionen af trækul. Chau Mênh er med til at indføre, at man anvender skallerne fra kokosnødder, resterne af majskolber fra måltidet, den nederste træagtige del af forskellige palmeblade og andet træagtigt organisk materiale. Alt sammen materialer som hidtil har været upåagtede som ressourcer til produktion af trækul.
For danskere der typisk kender trækul som en vare fra brugsen eller købmanden, kan det være vanskeligt at fatte, hvor fundamental betydning trækul har i den fattige del af verden. Først og fremmest er det lovligt selv at producere trækul blot man anvender træ fra sin egen matrikel eller som nævnt ovenfor af resterne fra husholdningen.
Lige som ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” er trækul gennem tiderne blevet udnyttet til stadig flere formål. Det er ikke tilfældigt at grill-fester i vores del af verden er blevet synonym med hygge. Grill-smagen samler folk over alt i verden. Samtidig er der ikke så megen røg som ved bålbrænding. Grill-kul vejer så lidt, at det kan bringes hjem på cykel. Det absorberer fugt og lugt og kan i øvrigt anvendes til en lang række andre formål: fyrværkeri, vandfiltre, i elektronisk udstyr, til at absorbere elektro-magnetiske bølger og kan blandet med salt anvendes i tandpasta. Trækul er den fattige mands olie med et bredt spektrum af oliens anvendelsesmuligheder.

  
Både miljø og mennesker er de sikre vindere ved produktion af forbedrede trækul og ovne blandt khmererne i Mekong-deltaet. Det betyder formindsket træfældning, færre luftvejsproblemer i køkkenerne, sparet tid ved indsamling af træ og ved madlavning samt nye jobs ved produktion af ovne og trækul.

Så du røgen?
Ovnen til produktion af trækul, som Chau Mênh anvender, er også gjort langt mere effektiv end de tidligere ovne – isoleret med en skal af ler og asken fra brændte ris-skaller.
Og for at det ikke skal være løgn, anvender man tillige røgen fra trækulsbrændingen!
Der er sat et bambusrør på trækulsovnen som skorsten. Bambusrøret står skråt, og der er savet en slidse i det på undersiden og sat en plastikbøtte under slidsen. Når røgen kondenserer – som dug på en rude – lidt oppe i røret, drypper den kondenserede røg ned i bøtten.
Efter at have stået i tre måneder dannes der tre lag, der har forskellige anvendelsesmuligheder. Det øverste er planteolie. Det midterste stærkt koncentrerede eddikesyreholdige lag ”træeddiken” fortyndes tusind gange og anvendes som gødning for de planter, man dyrker i køkkenhaven. Træeddike stænkes også ud hvor husdyrene er opstaldet, det tager noget af lugten. Væsken er tillige effektiv til at bekæmpe svampe og parasitter. Særligt rundorme og snudebiller er et stort problem. Snudebillerne er tilpasset snart sagt alle afgrøder – kål, chili, majs. Der er mere end 60.000 forskellige arter af snudebiller i verden. Formentligt er det den største dyrefamilie overhovedet. For nyligt blev der i Danmark fundet snudebiller i fire tons ris solgt i Føtex og Bilka. Det er ikke sundhedsfarligt, men snudebillerne spiser risen.
Når den koncentrerede røg kan holde skadedyrene væk skyldes det, at træeddiken indeholder tjære og resin, som er det ildelugtende stof, vi kender fra løbesod og trætjære. Sprayer man træeddike ud over frugt, får frugten en sødere smag, fordi træeddiken reducerer overskuddet af kvælstof og samtidig stimulerer dannelsen af sukker.
Tomater, agurker, chili, majs, kål og jordbær bliver større og stærkere af at blive gødet med træeddike. Og når foderplanterne bliver stærkere, bliver de samtidig bedre foder for husdyrene, der dermed også bliver større og stærkere. Blandes træeddike med dyrefoder hjælper det til at afbalancere bakteriefloraen i tarmene. Kyllinger vokser bedre og leverer bedre kød, hvis de får en 1:200 fortynding af træeddike fra det mellemste lag tappet fra røgen i bambusrøret.
Det nederste lag i væsken er efter at have stået nogle måneder tjæreagtigt. Det er en ikke-brandbar opløsning med en skarp lugt. Den males på stolper og vægge for at hindre snudebiller og termitter i at ødelægge træværket. Og som om dette ikke er nok, er den vigtigste ingrediens i hjemmeproduktion af shampoo.
Alt i alt en win-win-win-win-situation. Og en samlet energigevinst på 60-70%, hvis man regner gevinsten fra de forbedrede ovne med.

Ovnene
Det var helt tydeligt den gamle skolelærer, der kom op i Chau Mênh, da han stillede to ovne op for de forsamlede landsbybeboere. Ikke ovne til at producere trækul fra, men ovne til madlavning.
Den ene ovn var den gammelkendte type, den anden en ny type ovn. Der kom en gryde over med en liter vand i på begge ovne. Vandet i den nye ovn kom i kog på 10 minutter. Vandet i den gamle type ovn kom i kog på 20 minutter. Pædagogik i øjenhøjde.
Der er tale om virkelig lavteknologisk produktudvikling. Først og fremmest er ovnen isoleret udvendig og selve ildstedet er derudover isoleret indvendig med et varmetolerant isoleringsmateriale. Brændkammeret er rigeligt gennemluftet med mindst 50 huller. Overkanten af ovnen er regelmæssig, så der kun slipper minimal varm luft op omkring kogekar eller pande. Alle materialer kan findes på stedet. Simpelt men effektivt. Hvor effektivt kan man selv overbevise sig om ved at stikke hånden ind under ildstedet. Man kan uden problemer holde hånden få centimeter fra indsugningen til brændkammeret.
Når dertil kommer, at de nye trækul er langt renere, så de ikke i samme grad som de gamle trækul giver gener for åndedrættet, når de anvendes inde i køkkenet, er det samlet set noget af en succeshistorie.
Nu mangler så udbredelsen af disse mere effektive metoder. 30 – 40 familier står på spring for at blive en del af den næste bølge. Både mænd og kvinder producerer trækul. Lokale iværksættere har set lyset og tjener penge på at producere trækul og ovne efter de netop introducerede metoder. Folk fra andre landsbyer lurer dem fiduserne af. Dermed er der skabt basis for indtjening i små virksomheder. 

Energi regnestykke
Igen træder den tidligere skolelærer Chau Mênh ind på scenen og lancerer et regnestykke, hvor facit angiver effektiviteten af den undersøgte ovn. Altså: Hvor meget energi skal der bruges for at opvarme vand fra 38 grader til kogetemperatur i forhold til hvad der bruges af energi i form af trækul og optændingsbrænde.
Det er ikke vanskeligere end at løse den lette sudoku (tofu).
For at kunne udføre opgaven skal man måle temperaturen på vandet ved begyndelsen af forsøget, samt veje vandet ved begyndelsen og når vandet koger. Trækul og optændingspinde (fyr) skal vejes. Se hvor mange sekunder det tager at få vandet i kog.
Derpå kan man regne effektiviteten ud ved at sætte resultaterne ind i denne formel:

          MCp (T2 – T1) + (M – M1)L
HU = ------------------------------------- x 100
                       MfH

P     = Watt (W)
T     = Varighed af forsøget (sek.)
HU = Effektiviteten
M   = Vægten af vandet ved begyndelsen af forsøget (g)
M1  = Vægten af vandet når vandet koger (g)
Mf  =  Vægten af brændsel (g)
Cp  =  Vands varmefylde (1 cal/g)
T1  = Vandets temperatur ved forsøgets start (oC)
T2  = Vandets temperatur når vandet koger (oC)
H  = Energiindholdet i trækul (6.300 cal/g) og optændingsbrænde (4.280 cal/g)
L  = Energiforbrug ved fordampning (540 cal/g)

P  = MfH/T kW

Latriner og brønde
”De varme lande er noget lort,” synger Shubidua i en af sine uafrystelige sange. Og hårdt er det som hvid at opholde sig konstant i 38 graders varme. Men når det lige præcist drejer sig om lort, så er det intet mindre end en historisk begivenhed, da vi den dag i maj i Van Gaio er vidne til opbygningen af landsbyens første latrin nogensinde. Dækket står med skinnende endnu våd cement og ”pedallokumsskålen”. Huset er endnu ikke bygget. Hidtil har befolkningen besørget i det fri med de muligheder for overførsel af diverse sygdomme, det giver. Når latrinerne er bygget, kommer næste trin: At bruge dem – og bruge dem korrekt, så de ikke netop bliver et sted, hvor parasitter og sygdomme florerer.
Vi er tæt på regntiden, og den er i sandhed kærkommen. Da vi ser ned i en af landsbyens brønde – et åbent cementrør, hvor vandet hejses op fra i en spand – ser vi, at der er så lidt vand, at spanden må væltes om på siden nede i bunden af brønden for overhovedet at kunne få nogle få liter vand op. Ikke underligt at befolkningen længes efter regn.
En anden af landsbyens brønde, der også tidligere var et åbent cementrør, er netop blevet til en pumpe med et cementstøbt område omkring. Det betyder, at pumpens rør kan nå dybere ned, og at der ikke er en mudderpøl omkring vandstedet, men at børn og voksne kan vaske sig på cementplateauet. Vaskevandet løber derfra ned i en tank i jorden. Dette hindrer malaria-moskitoerne i at lægge æg i vandpytterne omkring pumpen. Vandet checkes en gang årligt for blandt andet arsen.

  
Cikadernes syngen lægger en nærmest tordenlignende kulisse. Et par hundrede meter længere henne i landsbyen lyder der dump fra støbningen af endnu en pumpebrønd. Den skal forsyne 100 mennesker med vand og vaskeplads. De mange børn følger med os over alt. De har ikke set hvide mennesker før. Da vi ankommer til arbejdspladsen ved den nye store pumpe, udvikler det sig på det nærmeste til en folkefest. Fremtiden er meget konkret ved at blive støbt for vores øjne.

Mikrokreditter
Da Muhammed Yunus i december 2006 modtog Nobelprisen, blev mikrokreditter for alvor kendt i hele verden. Grameen Bank, som Yunus oprettede i 1976, har syv millioner lånere, hvoraf 97% er kvinder! Yunus vision er, at fattige mennesker gennem små lån kan skabe sig en tilværelse som iværksættere eller handlende og fattigdommen lidt efter lidt sendt på museum.
Igennem mange år har både OVE, Care og Dansk Vietnamesisk Forening brugt det samme princip både i byer og landsbyer. Således også blandt khmererne i den vestlige del af Mekong-deltaet. Her er det typisk opsparingsgrupper, der søger om lån. Med trækulsproduktionen, latrinerne og brøndene, der er nævnt ovenfor, er der tale om u-landsprojekter, hvor Danida betaler 80% og landsbybeboerne betaler 20%. Deltagerne kan betale på forskellig måde. De kan betale i rede penge, ved at levere arbejdskraft til projektet, gennem lån fra Womens Union eller ved at betale byggematerialer. Almindeligvis foregår betalingen i rede penge.
At disse ”Small grant facilities” kan blive vejen frem for khmererne understøttes af, at det kommunistiske styre i Vietnam i 2001 tillod og understøttede dannelse af private små og mellemstore virksomheder. Dette initiativ førte til et enormt boom af mange forskellige virksomheder.
Hvis man skal smede, når jernet er varmt, så er det nu, der skal smedes.
Alle kneb gælder, når man vil sprede det glade budskab om vejen ud af fattigdom via mikrokreditter. Da der er mange analfabeter, specielt blandt de ældre khmerer, er der en frivillig, ved navn Nam Le, der går rundt med en megafon, for at bringe budskabet om lånemulighederne helt ud til folk i rismarkerne. Han er velvalgt, da han dels er en afholdt sanger, dels både taler khmer og den særlige dialekt af kinesisk som anvendes i området. Folk liver kendeligt op, når han kommer syngende gennem landskabet. En syngende, karismatisk ildsjæl.

Andre artikler af Hans Pedersen, OVE
Kvinden Jadesten med fotoserie på 18 fotos
Dr. Sands fornemmelse for sundhed PDF fra VietNam Ajour 2/2008

Pacode-startside - Artikler mv.