Frivilligt arbejde i DVF

Som frivillig i DVF får du mulighed for at gøre en forskel for vietnams udsatte, og samtidig giver det dig rig mulighed for at udfolde og udfordre dine evner inden for en lang række områder, alt efter hvad du interesserer dig for.

Hvad enten du er studerende, håndværker, akademiker, pensionist eller noget helt andet, kan vi bruge din hjælp.

Vil du vide mere, kan du skrive til info@davifo.dk. Skriv gerne et par linjer om dig selv og hvad du kunne tænke dig at arbejde med.

Forventningsafstemning
Når vi har læst din besked, vil du blive inviteret til en kort samtale, så vi kan lære dig bedre at kende, give dig flere informationer om foreningen, og sammen finde ud af hvilke opgaver du kan løse for os.

Omfanget af arbejdet og hvor meget tid du skal bruge på det afhænger naturligvis af hvad du selv har lyst til. Det er vigtigt at du har det sjovt med dine opgaver!

Vores forventninger til dig, vil selvfølgelig afhænge af hvilke opgaver du påtager dig. Fælles for alle er dog, at vi forventer man er engageret, kan arbejde selvstændigt og samtidig kan indgå i samarbejde med andre.
Mulighederne for hvad du kan arbejde med i DVF er mange.
Her følger en inspirationsliste, men vi hører også gerne hvis du selv har andre idéer:

Kommunikation: Formidlingsopgaver, skrive artikler til vores magasin og blog, redaktionelle opgaver, grafisk arbejde, strategisk kommunikation.
Indsamlingerne: Praktiske indsamlingsopgaver, sparring og idéudvikling, formidling, faglig sparring
Projekterne: Faglig sparring, kasserer-opgaver, udarbejdelse af proposals, monitoreringsopgaver, formidling.
Sekretariatet: Modtagelse og besvarelse af henvendelser på mail og telefon, administrative opgaver.
Arrangementer: Planlægning, idéudvikling, praktiske opgaver osv.
Praktik & frivilligt arbejde i Vietnam

Vil du til Vietnam i praktik eller i frivilligt arbejde, er du altid velkommen til at kontakte os på info@davifo.dk, så skal vi gøre hvad vi kan, for at vejlede dig i forhold til det praktiske omkring dit ophold.

DVF har ikke selv personale udstationeret i Vietnam, og derfor kan vi ikke selv tage imod praktikanter på vores projekter. Til gengæld kan vi nogle gange videreformidle praktikanter til vores samarbejdspartnere.

Det gælder først og fremmest for studerende indenfor sundhedsfagene (praktik på et hospital), samt pædagogstuderende (praktik på et børneshelter). Det samme gør sig gældende for frivilligt arbejde.
Kontakt os
Dansk Vietnamesisk Forening
Linde Allé 33
2720 Vanløse

Telefon: 38 86 07 01
info@davifo.dk
© 2019 Dansk Vietnamesisk Forening