Åbent brev til Bill Clinton

25 år efter Vietnamkrigens afslutning er der stadig 1 million ofre for "Agent Orange", og 270.000 vietnamesere, der er savnede.

På besøg hos Le Quang Vinh og hans familie i Tuyen Quang. Le Quang Vinh var soldat i Laos i 1971-75 hvor han blev udsat for Agent Orange og fire af hans 6 børn har handicap. Den ældste på 25 sidder permanent i rullestol, mens en yngre bror på 10 år efter to optræning er begyndt at kunne gå. En datter på 8 år har vanskabt rygrad.

Bagerst Len Aldis og professor Vai Dai, forrest Pham Ba Minh og han søn Pham Ba Voung. Sønnen lider af Non-Hodgkin Lymphona, en sygdom relateret til brugen af Agent Orange.

af Len Aldis, Britain-Vietnam Friendship Society

3 juni 2000.

Hr. Præsident Clinton, Det Hvide Hus, Washington DC. USA.

Kære Præsident,

Om få måneder trækker De Dem tilbage fra posten som præsident for USA, den stærkeste økonomiske og militære magt i verden. Der er mange, herunder Dem selv, der vil reflektere over, hvilke af Deres mærkesager, der vil gå over i historien. I de otte år, De har været præsident, har De fremført mange politiske mærkesager, både positive og negative. Før De forlader Det Hvide Hus, håber jeg, at De vil tage en beslutning, som vil give Dem et positivt eftermæle i historien. Jeg tænker på den forfærdelige arv, som Deres land påførte det vietnamesiske folk og landet Vietnam ved jeres brug af kemiske våben, som blev produceret i USA, og som er kendt som "Agent Orange".

De tog et lille skridt i den retning d. 28.5.1996, da De som den første amerikanske præsident i Det Hvide Hus indrømmede, hvor farligt stoffet var, og jeg citerer: "Det har mod hensigten voldt landets egne sønner og døtre skade ved at udsætte dem for Agent Orange." Det var bare uheldigt, at De ikke også omtalte de skader, som Vietnams sønner og døtre pådrog sig.

Den 30. april i år fejrede jeg sammen med millioner af vietnamesere og deres venner i mange lande 25-års dagen for friheden og foreningen af deres land. Det var en helt speciel lejlighed, der blev gjort ekstra festlig ved de mange tusinde mennesker, der var kommet fra mange lande, også USA, og som deltog i en mindehøjtidelighed.

Under et tidligere besøg i 1998, hvor jeg rejste rundt i en del provinser, mødte jeg mange folk i alle aldre, der led af traumer efter at have mistet en legemsdel som følge af bomber. Der er stadig ueksploderede bomber i jorden. Alene i provinsen Quang Tri dør årligt 700 mennesker på grund af disse bomber, som blev kastet for 25 år siden og på grund af følgevirkninger af "Agent Orange".

Antallet af ofre for "Agent Orange" er nu oppe på 1 million mennesker eller sagt på en anden måde: 1 ud af hver 78 af befolkningen. Hr. Præsident! Det er forfærdeligt for et hvilket som helst land at skulle leve på en sådan byrde fra fortiden. På de fotos jeg har taget, kan De se dem jeg kalder de uskyldige, da de blev født efter freden i 1975. De lider, uden at have nogen skyld i det. Ligesom børnene af de amerikanske soldater, som gjorde tjeneste i Vietnam under krigen, også lider. De har i det mindste forbedret deres liv ved at give dem økonomisk kompensation.

Under mit besøg i Quang Tri tog jeg til egnen ved Cam Lo, hvor jeg så to børn af en tidligere soldat. Den enes arme var tæt bundet til kroppen døgnet rundt for at forhindre hende i at slå og rive sig i ansigtet. Hun var kun 8 år gammen.

På vej til den nordlige by Tuen Quang mødte vi en krigsveteran Le Quang Vinh. Han gjorde tjeneste i Laos fra 1971?1975. Vi traf ham med 4 af hans 6 børn. Alle 4 børn havde misdannelser. Den ældste, som var en ung mand på 25 år vil være kørestolspatient i resten af sit liv. Hans yngre bror på 10 år var ivrig for at vise mig, hvordan han gik nu efter 2 års intensiv behandling på det nærliggende "Huong Sen Center". Han gik stift og langsomt tværs over værelset. Hans anstrengelser blev belønnet af de tilstedeværende med klapsalver.

Den yngste datter på 8 år kunne ses gennem vinduet. Vi fik fremvist hendes misdannelser. Det var helt tydeligt "Spina Bifida", som er en anden sygdom, der er defineret af Instituttet for National Videnskab som en følgevirkning af "Agent Orange".

I slutningen af vores besøg blev den lille søn båret af sin storesøster, som var kommet fra skole, ud til en af vores biler, og fulgte os til Huong Sen Centret. Her var 28 unge mennesker kommet til frokost, mange i kørestol, og alt afhængig af deres sygdom blev de madet af deres frivillige hjælpere, der dagligt var i centret for at yde støtte under måltiderne. Nogle børn bor på centret, mens andre kommer ambulant om dagen for at få mad, behandling og træning.

Hr. Præsident! For nogle vidner - og husk, der er over 1 million - er der et håb om, at behandling vil hjælpe dem. For majoriteten vil det bedste være, uanset om det drejer sig om få måneder eller om mange år, at de får en så god tilværelse som mulig - både dem selv og deres familier. En af deres store bekymringer er: "Hvad sker der med mit barn, når jeg ikke er her længere". Dette er bare nogle eksempler på, hvad jeg så af spor, som USA har efterladt i Vietnam.

Hr. Præsident! De har stadig tid til at handle, før De forlader Det Hvide Hus og præsidentkontoret. Der er tid til at handle på det amerikanske folks vegne, sådan at I kan tage ansvaret for de lidelser, det vietnamesiske folk har pådraget sig, sådan som De gjorde det for de amerikanske soldater i 1996, der led pga. eftervirkninger af "Agent Orange". På trods af de holdninger, som Madeleine Albright og Pete Peterson (den amerikanske ambassadør i Vietnam) har tilkendegivet, som afviser at der behov for mere forskning om "Agent Orange", er det bevist at det forholder sig anderledes, og det er udforsket og beskrevet af American National Academy of Sciences. Der er desuden andre videnskabelige institutter, der også har lavet forskning om emnet, også i Vietnam.

Hvis De ønsker flere beviser, så sæt mere forskning i gang. Men vær også opmærksom på, hvad der sker med vidnerne i Vietnam i dag. Der er mange tusinde der er døde både før og efter Deres holdningstilkendegivelse i 1996. Hvor mange flere skal dø, hvor mange skal fortsætte med at leve et elendigt liv før det amerikanske samfund vil se sit ansvar i øjnene, og betale de vietnamesiske ofre økonomisk kompensation, på samme måde som de amerikanske krigsveteraner har fået det.

Tag dette sidste skridt, forlad Det Hvide Hus som den præsident, der tilbyder hjælp mod den forfærdelige arv, USA efterlod et folk i en anden verdensdel. Hvis De taler med det vietnamesiske folk om disse ting, og om de sønner og døtre hvis lemlæstede kroppe stadig findes 25 år efter, vil de sige til Dem: " Vi føler ikke nogen angst, og ønsker at se fremad, men vi kan ikke glemme vores fortid".

Denne følelse kunne opleves under begivenhederne ved 25 års dagen den 30. april, hvor kirkegårde blev besøgt af slægtninge til de døde, og som blev mindet med en lille højtidelighed.

Lad mig slutte med en bemærkning fra en amerikansk ven, som tjente i Vietnam og medvirkede til at sprede "Agent Orange". "Len, Du ser kun efterspillet. Jeg så både krigen foregå og ser også efterspillet. Disse begivenheder overvælder mig fuldstændig".

Jeg ser frem til Deres svar.

Deres ærbødige

Len Aldis, Sekretær. Britain-Vietnam Friendship Society

Links om Agent Orange