Sejren ved Dien Bien Phu 1954

Det franske koloniherredømmes endeligt

Historien om Dien Bien Phu - Links - Litteraturliste

Et af krigshistoriens mest afgørende slag blev i 1954 udkæmpet ved Dien Bien Phu. Franskmændene byggede en kæmpe fæstning med løbegrave og bunkere. Strategien var at lokke Viet Minh ud til et stort åbent slag, hvor franskmændene kunne tilføje vietnameserne et afgørende nederlag. Det gik dog ikke helt som de franske generaler havde tænkt sig; General Vo Nguyen Giaps (1912-1913) havde  hovedæren for sejren over Frankrig i 1954, hvor det franske militære hovedkvarter ved Dien Bien Phu blev belejret i 55 dage, og 3.000 franske soldater blev dræbt, og de resterende 8.000 franske tropper måtte overgive sig. Efter det sviende nederlag ved Dien Bien Phu opgav den franske regering at bevare koloniherredømmet over Indokina.

Giap lægger planen frem for Dien Bien Phu angrebet for Politbureauet i partiet.

Franskmændene indstillede sig også på den afgørende offensiv - og valgte selv skuepladsen. General Henri-Eugene Navarre valgte Dien Bien Phu, fordi han mente, de omgivende lave bakker var utilstrækkeligt dække for Viet Minh.
Men general Giap så stedets muligheder fra sin synsvinkel, og under vældige anstrengelser slæbte Viet Minh deres kanoner over bjergene, så de pegede lige ned i fjendens lejr.

Franskmændenes luftbro gav hurtigt efter for belejringen af Dien Bien Phu. Når forsyningsflyene kastede mad og materiel ned til de belejrede franske soldater, landede det meste hos Viet Minh-soldaterne, der samtidig beskød de franske fly. Under svære tab skød og gravede Viet Minh sig ind på franskmændene, der nedlagde våbenene efter 55 dages belejring.
Den 7. maj 1954, kl. 17.30 - efter otte år - sluttede Den franske Indokina-krig. 

Højtidelighed i Dien Bien Phu

Den 7. maj 2004 overværede 15.000 begejstrede mennesker er storstilet højtidelighed på Dien Bien Phu by fodboldstadium . 2.500 unge mænd og kvinder i grønne og hvide uniformer opførte en sejrsparade. Der blev også opført en genskabning af slaget. Kommunistpartiets leder Nong Duc Manh havde sammen med forsvarsminister Pham Van Tra rejst de 500 kilometer fra Hanoi for at deltage.
Der deltog også veteraner der havde deltaget i slaget. Nguyen Van Quy på 74 fortalte "på den tid ... var vi alle slaver og havde intet at miste. Vi stod op for os selv, og vi var villige til at dø for uafhængighed." Der deltog også franske veteraner som Michel Marszalek fra Metz på 73, som huskede at han som fransk pilot havde droppede forsyninger om natten til infanteriet. Han havde dengang svoret at hvis han levede længe nok til at opleve 50 års jubilæet, ville han vende tilbage til Dien Bien Phu.

General Vo Nguyen Giap

Vietnams berømte General Vo Nguyen Giap (1912-2013) der ledte hæren sejrrigt mod både Frankrig og USA, er nu en svag lille mand på 92 år. Han deltog ikke på selve festdagen, men i festen 5. maj 2004 i Hanoi. I april gav han interview til journalister og udtalte "Det var en sejr for de koloniserede lande i hele verden". På et spørgsmål om USAs krig i Irak svarede Giap: "Alle kræfter der prøver at påtvinge andre nationer deres vilje vil med sikkerhed møde nederlag".

Nyt mindesmærke

I anledning af 50-året er der lavet et mindesmærke i bronze som er 12 meter højt og vejer 220 tons. Nguyen Trong Hanh støbte statuen i Hanoi med hjælp fra 50 arbejdere. Den blev støbt 12 dele, som var færdige 14. februar. Herefter blev statuen transporteret til Dien Bien Phu på store lastbiler. Hanh fulgte transporten, og så snart lastbilerne nåede Dien Bien Phu city, by startede Hanh og hans arbejde på at opstille statuen. Den 14. april, efter 207 dages og nætters arbejde i 3 skift, var Dien Bien Phu Sejrs statuen endelig færdig på toppen af bakke D1.

Feb. 25 - Viet Nams largest monument to commemorate the Dien Bien Phu Victory on Monday embarked on a bumpy journey to northwest Dien Bien Phu, scene of the famous victory which led to the end of French colonisation in Viet Nam. Weighing 220 tonnes and 12.6m in height, the monument was dismantled and loaded onto 12 trucks which will travel both overland and by waterway to reach its target site. VNA Photo Bui Tường
Photo Traditional dances performed by ethnic minority group of Hmong at Dien Bien district.  VNA Photo Photo Ethnic minority group of Thai at Him Lam village, Dien Bien Phu city making embroidery for the Dien Bien Festival 2004. 
VNA Photo

I dag er Dien Bien Phu er en lille provinsby med kun 10.000 indbyggere, beliggende i en smuk hjerteformet dal og omgivet af grønne bjerge. Byen har i århundreder været et stop på karavaneruten mellem Burma og Kina ind i Vietnam. Området omkring Dien Bien Phu er befolket af de farvestrålende Hmong og Tay bjergstammer.
March 1.- The northern mountainous province of Dien Bien is making preparations to welcome an expected 40,000 visitors coming to mark the 50th anniversary of the Dien Bien Phu victory (May 7,1954 - May 7, 2004). Dien Bien city is undergoing a facelift and historic sites related to the Dien Bien Phu victory also have been refurbished.  

Historien om Dien Bien Phu:

Franskmændene havde mange problemer i Vietnam, de var ikke vant til den guerillataktik, som vietnameserne brugte. De franske styrker var trængte i hele Vietnam, så den franske øverstbefalende udarbejdede en plan, hvori han mente, at man kunne vinde krigen i løbet af 18 måneder. De tropper der var i landet, skulle sættes sammen til en stor styrke, samtidig med at der skulle sendes flere soldater til landet.
  I starten trængte Frankrig frem i den nordlige del, og det så ud til, at planen ville lykkes. I 1953 landsatte man store faldskærmstropper på den 18 km lange Dien Bien Phu-højslette. De gik i gang med at befæste Dien Bien Phu. Mens de gjorde det, blev de mere og mere isolerede. Det skyldtes, at Viet Minh indledte flere angreb på Midt- og Sydvietnam, så var der ikke længere så megen kontakt mellem Dien Bien Phu og de andre franske styrker. Der var 16.000 soldater i fæstningen i 1954, den eneste kontakt de havde med omverdenen, var gennem de op til 80 fly der hver dag kom med mad og ammunition på de to landingsbaner. Selv havde de en eskadrille på 12 fly.
  Dien Bien Phu blev, af franskmændene, anset for at være uindtagelig. Over hele området, var der underjordiske bunkere og forsvarsanlæg, hvor enhederne var gravet ned. Skyttegravene var forstærkede med pigtråd i hundrede meter brede bælter. Man troede ikke at den kunne indtages.
  Men Viet Minh havde en meget stor fordel på deres side, noget som franskmændenes ikke havde det mindste af og aldrig ville kunne få, folkets støtte. Den 50.000 mand store Viet Minh-hær blev hjulpet, ved at befolkningen bragte forsyninger og materiel gennem, nogle gange flere hundrede kilometer tæt jungle. Kanonerne blev skilt ad, så de kunne transporteres på cykler, små vogne eller på ryggen. Ved Dien Bien Phu blev de så stillet op, hele vejen rundt om højsletten. Man kunne ikke se noget om dagen, da det kun var om natten, der var aktivitet i skovene rundt omkring. Det hele blev ledet af en vietnamesisk general ved navn Vo Nguyen Giap.
  Da Viet Minh endelig var klar til at angribe, gjorde de det meget voldsomt. Over en periode på fire dage, startende d. 13. marts 1954, gik de løs på det nordlige forsvar. På begge sider var der store tab. I slutningen af marts blev begge landingspladser ødelagt, da Viet Minh gik løs på det østlige forsvar. Franskmændene var nu helt fanget.
  I USA ønskede nogen at gribe ind og hjælpe Frankrig. På Filippinerne havde man nogle små atombomber, som man mente, ville kunne bruges mod Viet Minh i denne situation. En af dem der gik ind for at bruge disse bomber, var Richard Nixon, der på det tidspunkt var vicepræsident. Det blev dog ikke til noget, da der blev stillet et krav for at dette skulle udføres, man skulle lave en "United Front", en styrke hvor flere lande var med, bl.a. USA og England. England ville dog ikke være med, så man kunne ikke gøre det. Senatet satte dette krav, og en af dem der talte meget for det, var Lyndon B. Johnson.
  Inde i fæstningen var der stor mangel på mad og ammunition, for det var ikke muligt for fly at lande nogen steder. I stedet blev man nødt til at kaste forsyningerne ned fra fly, men det var svært, da det skulle gøres fra meget stor højde, så man ikke blev skudt ned af de vietnamesiske antiluftskyts. Dette resulterede i at en stor del landede udenfor det, der var tilbage af fæstningen, og istedet kom vietnameserne til gode, ikke at de manglede noget. Hver nat kom nye forsyninger til. Frankrig prøvede ellers at gøre deres for, at det ikke kunne lade sig gøre. Bl.a. brændte de al vegetation af, rundt omkring fæstningen, vha. napalm, så der ikke var noget at gemme sig i. Man prøvede også at bombe forsyningsruterne, men de blev bare omlagt, så det fik man ikke noget ud af.
  Franskmændene var meget udmattede og sultne, da Viet Minh indsatte deres endelige angreb. I lang tid, havde de ikke fået noget at spise, og sove kunne de heller ikke, da de var under konstant bombardement. Den 1. maj begyndte det endelige angreb og den 7. maj, var man nået til en inderste del af værket. Under de mange beskydninger, blev også franskmændenes egne depoter ramt. Mange blev såret eller dræbt af deres egne granater. Det endelige nederlag kom, da man kl. 17.30 kunne tage den franske generalstab til fange. 6.000 af de oprindelige 16.000 soldater, var dræbt. Mange af de sidste 10.000 var hårdt såret. Dette nederlag var utrolig pinligt for Frankrig, der var nok ikke mange der troede, at et land som Vietnam kunne vinde militært over Frankrig.
  Den 20. juni 1954 blev der, i Genève, holdt møde om forhandlinger om våbenhvile. Her blev man enige om, at Vietnam skulle deles i to lige store dele, langs den 17. nordlige breddegrad. Viet Minh ville gerne have haft mere land, de kontrollerede godt 80% af det, men de indgik på aftalen. Den indeholdt bl.a. at alle vietnamesiske styrker skulle trækkes ud af Sydvietnam, hvad mere var, skulle de nordvietnamesere, der ville flytte til syd, også have lov til det. Det var der 860.000 der benyttede sig af. Derudover blev det fastlagt, at der inden 1956, skulle holdes frie valg, hvorefter Vietnam skulle genforenes, det blev dog aldrig til noget. Vesten var sikker på, at hvis der blev holdt et sådant valg, ville Ho Chi Minh, og dermed kommunismen, vinde stort. Det ville både Frankrig og USA for en hver pris undgå. Dette udviklede sig til dominoteorien.
  Alle franske styrker skulle ud af Sydvietnam efter mødet, men der var stadig stor kontakt mellem vietnamesere og franskmænd. Militære rådgivere søgte at få hæren lavet om, så de kunne indsættes som små styrker, i tilfælde af guerillaangreb. I nord var Ho Chi Minh i gang med at få lavet en normal kontakt mellem sit land og Frankrig. Han kunne bruge rådgivere, eksperter o.l. til at få opbygget sit land, hvilket han havde brug for.

Links:

Litteraturliste:

Giap, Vo Nguyen: Dien Bien Phu. Oversat fra fransk af Søren Clausen og Helga Lassen. - Demos, 1972. - 68 sider : ill.
Oversat efter: Dien Bien Phu (i: Guerre du peuple, Armeé du peuple).

Christensen, Svend R. (f. 1909): Hvilken smuk morgen. Noveller fra fremmedlegionen; redigering Bjarne Winther ; tegninger Carsten Bo Winther. - Kbh. : Ørnen, 1991. - 128 sider : ill. Noveller om den franske fremmedlegion og om tilværelsen for den professionelle soldat med glimt fra uddannelseslejren i Algeriet, krigene i Sahara og kampen om junglefæstningen Dien Bien Phu i Indokina Indhold: Fader Martinez ; Operation Pollux ; Hvilken smuk Morgen ; En ærefuld død.

Roy, Jules: Det gröna infernot. Slaget om Dien Bien Phu. Översättning: Claes Gripenberg ; utgiven i samarbete med Militärlitteraturföreningen. - Stockholm : Rabén & Sjögren, 1964. - 405 sider. Originaltitel: La bataille de Dien Bien Phu.

Hellinaverysmallplace.jpg (27644 byte) Bernard B. Fall: Hell in a Very Small Place 
Dien Bien Phu put an end to French imperial efforts in Indo-china, but it also convinced the Viet Minh, when they came to power in Communist North Vietnam, that similar tactics would prevail in their war with the United States. As an American army officer told Bernard Fall during the Vietnam War: What were doing here basically is, were exorcising Dien Bien Phu. Bernard Fall in this monumental work has written an exhaustive, revelatory, and vivid account of the battle, leading the reader from the conference rooms of the U.S. State Department to the French Foreign Office to the front lines of Indo-China and the strategy sessions led by General Giap and Ho Chi Minh. Among the many historical curiosities here disclosed is evidence that then-Secretary of State John Foster Dulles offered atomic bombs to the beleaguered French. Hardcover 568 pages (April 1, 2002)
Streetwithoutjoy.jpg (34560 byte) Bernard B. Fall: A Street Without Joy 
Fall provides an insight in how the french fought a brave, but ultimately futile campaign against the VC in Indo-China. The narrative of the war is combined deftly with insights on the human side of this bloody conflict. For instance "The Death of a Task Force" or a French Major visiting the grave of his wife for the last time. This will be a disturbing, but enlighten book for anyone who fought in the war as Falls pasionately explains why the Americans will lose the war as they refuse to learn the lessons from Frances failure. Hardcover 416 pages (March 1, 1994)

Jules Roy: The Battle of Dienbienphu  
Roys book is a somewhat less brutal account of the battle, with the French version predating Falls definitive history. Far more attention is given to the political intrigues among the French Generals in Hanoi and Saigon and the politicians in Paris. Nonetheless it is a great read, was referred to extensively by Fall in writing his book and will round out the knowledge of anyone interested in this most decisive battle.  Hardcover 416 pages (1 March, 1994)

Biografi Nguyen Vo Giap