Phunky Restaurant og Café

Vestergade 98, 5000 Odense C, Tlf. 63 12 41 05

Anmeldt: Fyns Stiftidende

Phunky i Odense

Første februar åbnede en ny vietnamesisk restaurant i Odense med god atmosfære og maden er så absolut autentisk.

Af Annette Winther, VietNam Ajour 2-2011

Ejerne er to brødre fra Vojens, hvor de har et vietnamesisk spisehus. I Odense har de satset på en smuk, øst-inspireret indretning med smukke stole, et meget smukt gulv, god plads mellem bordene og plads til 38-40 gæster. Flere kønne orkideer møder gæsten ved indgangen og der lød i begyndelsen af aftenen vietnamesisk musik i højttalerne – dette skiftede hen på aftenen til diskret, vestlig musik.
Vi blev præsenteret for menukortet mindre end 5 minutter, efter vi havde sat os. På menukortet kan man som åbningstilbud vælge 3 retter til 169 kr. – 4 forskellige forretter. Min ledsager og jeg valgte henholdsvis ”Vietnamesisk ”carpaccio” af oksefilet med ingefær-fiskesauce” og ”Hjemmelavede, vietnamesiske sommerruller med rejer og svinekød og peanutsauce”.
”Carpaccio’en” var mør og lækker og sommerrullerne smagte tydeligt af fine, friske grøntsager og dertil en vældig god sauce. Vi delte og var enige om en dejlig spiseoplevelse.
Der var også 4 forskellige hovedretter – her valgte vi ”Sprød rismelspandekage med rejer og svinekød, serveret med salat og let krydret fiskesauce” og ”Stegt vietnamesisk kødfars, forårsruller, tigerrejer, salat og friske krydderurter, serveret med tynde risnudler og fiskesauce” – begge hovedretter bar også præg af friskhed og en form for renhed, og navnlig pandekagen havde god smag. Kødfarsen var nok en anelse kedelig, og der måtte gerne have været et par tigerrejer mere i skålen.
Desserterne blev ”Frugtcocktail med kokosflødeskum” og ”Vietnamesisk kage med vanille is” – cocktailen var et smukt farveorgie med kiwi, jordbær, hindbær, blåbær og melon, flødeskummet kunne godt have tålt lidt mere kokossmag, men en dejlig dessert. Den usødede, vietnamesiske kage fik en fin smag af isen – en god kombination med flere typer frugt ved.
Til det hele husets rødvin – en typisk fransk vin, let – passende til alle retter, - er så også den eneste på kortet. En god vin, der ikke gør megen væsen af sig.
Vi sluttede af med en cafe latte og en cappuccino – ganske udmærkede og som de laves flere steder.
Betjeningen var opmærksom, og det vil nok ikke være muligt andre steder i Odense at få 3 så gode retter for 169 kr. Desuden følte vi, at stedets atmosfære, indretning og maden var så absolut autentisk – ingen fordanskning.
Det bliver ikke sidste gang, vi spiser i Phunky-restauranten.