Restaurant
Ngoc Linh

Vesterbrogade 89. 1620 Kbh, V - ved Valdemarsgade,Tlf. 33 22 86 88.
Webside : www.ngoclinh.dk

BERL 31/1 2014: Vellykket aften på nordvietnamesiske Ngoc Linh, der med friske krydderurter, gode råvarer og præcis til beredning giver varmen.
POL 6/5 2011: Vietnamesisk familiekøkken har rigtig kylling 

26/5 2010: Omtale Vesterbrobladet 
Omtale på Alt Om København
Din.by: Vesterbro: Hyggelig familierestarant

Ægte og afslappet

Restaurant Ngoc Linh byder på god og tilgængelig vietnamesisk mad uden at lefle unødigt for vestlige smagsløg

Tekst og foto: Vinh Prag, VietNam Ajour 2-2010 - artiklen som PDF-side

Hvor Vesterbro efterhånden er spækket med asiatiske restauranter af forskellige afskygninger, skulle man mene, at der altid er plads til endnu en vietnamesisk af slagsen. Ved siden af en indisk restaurant og lige over for en tyrkisk ligger Restaurant Ngoc Linh, som åbnede tidligere på året.
Menukortet er varieret, men ikke uoverskueligt, og en kender af vietnamesisk mad vil hurtigt finde sig til rette blandt ruller og risretter i den diskret belyste og pænt indrettede restaurant.

En lille begyndelse
Til forret valgte min ledsager og jeg at dele lidt forskelligt. Det blev til en portion vietnamesiske stegte forårsruller (cha gio) og en tallerken med fire typer blandede snacks – to stykker af hver slags. Vi valgte begge at se bort fra udvalget af vin og bestilte et par flasker Bìa Sàigòn.
De friskrullede salatruller var en dejlig gensmag af det friske vietnamesiske køkken, som bugner af friske kolde retter. Rullerne var delikat krydret med frisk mynte og koriander, og den tykke dip af hoisin-sauce og jordnødder er det perfekte match.
Næste småret på tallerkenen var et par panerede fiskefileter. Ja, fiskefileter. Paneringen var lettere end den af rasp, vi kender fra det danske køkken, og kan konkurrere med den fineste fish’n’chips, men der var ikke synderligt meget vietnamesisk over dem. Jeg har i hvert fald aldrig fået dem i Vietnam. Det samme gælder de panerede kyllingestykker på pinde, som dog blev komplementeret af en fin, sød jordnøddedip. Til sidst fulgte nogle udmærkede stegte wontons (hoàn thánh), hvis overbevisende sprødhed passede til den fine sur-søde sauce.
De stegte forårsruller, som af mange betragtes om et af det vietnamesiske køkkens flagskibe, var uovertrufne. Hvor de friske ruller havde rigeligt med risnudler (bún) indeni, var de stegte kun fyldt med den helt rigtige mængde kød, svampe og grøntsager. De slanke ruller var rullet af ægte rispapir og larmede sprødt, da vi måtte dele den tredje mellem os. Dyppesaucen (nuóc châm) baseret på fiskesauce (nuóc mám) var perfekt afbalanceret mellem det syrlige, søde, salte og stærke, som en ægte nuóc châm skal være.
Alle retter var nøje dekoreret med blomsterudskårne grøntsager, og i baggrunden kunne anes lidt blød vietnamesisk popmusik, som sammen med de andre gæster dannede et behageligt lydtæppe.

Næste flagskib
Der var et væld af hovedretter at vælge imellem, men vi valgte to meget klassiske retter. Min ledsager valgte stegt oksekød med citrongræs, chili og grøntsager, og jeg mente ikke, jeg kunne anmelde en nordvietnamesisk restaurant uden at prøve deres nudelsuppe med oksekød (Pho’ Ngoc Linh).
Oksekødsretten blev naturligvis serveret med ris, og den skuffede ikke. En sådan ret er ikke for de mest eventyrlystne eller for dem, som savner vietnamesiske specialiteter fra sommerens gennemrejse, men den kan tilfredsstille selv de mest konservative danske ganer. Der var ikke tale om en leflen for vestlig smag, for den smagte nærmest præcis, som den gør overalt i Vietnam, men den var næppe nogen kulinarisk udfordring for de eventyrlystne smagsløg.
Pho’ kommer i Hanoi i mange variationer, men på Ngoc Linh stod valget mellem restaurantens egen med oksekød, en version med øksekødsboller oveni, en med kylling og en med oksekød og kylling blandet. Den simple oksekødsversion havde små skiver well-done oksekød og var pyntet med fint snittet forårsløg.
Nudelsuppen var som den skulle være, intet mere og intet mindre. Hvor nogle af de mere avancerede restauranter som Spicylicious og Lê Lê har tendens til at tage dette andet nordvietnamesiske kulinariske flagskib og sætte nye sejl på, men på Ngoc Linh er det den rene, ægte vare. Og oven i købet i en kolossal portion.
Tilbehøret var ikke supervarieret og bestod af en enkelt skive lime, bønnespirer og sød basilikum. Som altid bestilte jeg også lidt ekstra hakket chili. Til gengæld kunne man smage, at suppen havde simret længe og suget saft og kraft ud af ben og kød, og som en rigtig nordvietnamesisk pho’ var den krydret utrolig diskret med få bittesmå stykker ingefær, som fandt vej op på den lille porcelænsske fra tid til anden.
Den store portion efterlod mig absurd mæt, og der var derfor ikke plads til dessert.
Restaurantens ejer, Hoàng Thoa, som selv havde serveret for os og jævnligt havde spurgt til vores tilfredshed, anbefalede at dele en kande lotus-te, som viste sig at være en passende og afslappet afslutning på måltidet. Verdenssituationen blev afklaret over en kande og en refill, og regningen endte på overkommelige 500 kr. ligeud.

Retur til: anmeldelser af restauranter