KiVi Bistro - www.bistrokivi.dk

Colbjørnsensgade 7, 1652 Kbh. V, Tlf. 33 86 18 38
Aftensmad 17-22, mandag lukket. Frokost tors- til søndag 12-16.

Mæt uden at være tung!

Restaurant KiVi Bistro er et hyggeligt sted med et lille, men udsøgt spisekort. Foruden den dejlige vietnamesiske mad, må fremhæves de italiensk inspirerede desserter.

Af Wilfred Gluud, VietNam Ajour 4-2011

Restauranten har servering i to etager, som begge er forskudt i forhold til gadeplan. Da vi ankom en onsdag ved 19-tiden var der kun plads ovenpå. Køkken og bar ligger neden under. Virkelig stilfuld servering, god atmosfære og en god oplevelse. Der er malet med røde og blå farver, der sammen med en kridhvid søjle og en flot svunget trappe ser indbydende ud. Restauranten har plads til omkring 60 gæster. Øverste etage er ideel til arrangementer, og kan rumme ca. 40 gæster.
”KiVi” er en sammenskrivning af Kina og Vietnam, og på hjemmesiden står der at man her kan ”smage autentisk vietnamesisk mad med kinesisk sprødhed og fransk moderne indflydelse”.
Vinkortet er lille, men godt, og vi valgte den eneste rosevin på kortet Chaz Schulan på kortet til 235 kr. som er karakterfuld og velsmagende, og klædte de krydrede retter perfekt. Vinen kom i en isspand, sammen gratis postevand. Man kan også få Saigon Beer.
Jeg valgte 3-retters smags menuen til 215 kr., som startede med 3 dybstegte vietnamruller med svinekød og krabbekød serveret med dyppelse som bl.a. indeholder fiskesovs og chili. Min ledsager valgte fra menuen og fik 2 friske ruller med tigerrejer og svinekød samt hoisinsovs bladet med chili og jordnøddesmulder. som var bedre og lettere end den jordnøddesovs man får andre steder. Vi delte rullerne og var enige om at begge slags var lavet til perfektion.

Til hovedret fik jeg oksekødssalat, med lynstegte stykker af oksekød blandet med chili og citrongræs og anrettet på salat med masser af friske krydderurter iblandet. Min ledsager fik Kokkens Specialitet - Svinekød med syltet kålsalat og ris, som mere lignede grønsager og slet ikke hvidkålssalat. Der var en let soja til de 2 hovedretter, men vi bad om chilisovs for at få retten lidt stærkere. De to hovedretter mere end levede op til forventningerne, var lette med masser af grønsager der lignede storbladet brøndkarse.  
Jeg havde valgt 3-retters menuen, så vi fik også dessert. Jeg fik Ingefær-chokolade fondant med kokos is på chili jord, som smagte himmelsk. Min ledsager fik Panna cotta med passionsfrugt coulis og en iskugle, hvor panna cotta viste sig at være en vaniljebudding som var for smagsneutral, selv den lækre passionsfrugt mos hjalp på smagsoplevelsen.
Til desserten fik vi god vietnamesisk kaffe til 35 kr. med kondenseret mælk i bunden og skum på toppen, ikke set før. Jeg skal have kaffen sød og rørte rundt, mens min ledsager valgte at ikke at røre.  Perfekt, men glassene med whiskymærkater udenpå kunne godt udskiftes.
Samlet lød regningen på 738 kr., som var givet godt ud!

Både Politikens og Berlinskes anmeldere siger at forretten vietnamesisk bahn xeo-pandekage, er særdeles vellykket. Politikens Helle Brønnum Carlsen roser Pho bo - Vietnamesisk oksekødssuppe med risnudler – til kr. 95.00, for at være ”Smagfuld oksekødssuppe med risnudler, små kødboller og stykker af oksekød, hvori man, lige inden man spiser, dypper bønnespirer, basilikum og masser af mynte og koriander.”

Retur til: anmeldelser af restauranter