Beckerbørn, som kom til Danmark
29. april 1975

Gensyn med Livø for Becker barn april 2015

2/5 Berlinske: Se vietnamesisk flygtningebarns gribende gensyn med Livø - Video 3 min
2/5 Berlinske:  Fra Binh Long til Livø - I Vietnam-krigens sidste dage flygtede journalist Henning Becker med flere end 200 børn ud af Sydvietnam. Børnene blev indkvarteret på den nordjyske ø Livø midt ude i Limfjorden. Herfra begyndte en af danmarks historiens første store udlændingesager, der strakte sig over flere år.
Artikel som PDF med store fotos 13 MB

Den mirakuløse rejse fra ris til kartoffel
- en livshistorie

af Lam-Phol Lam - 179 sider - Saxo kr. 179,96
Lam-Phol Lam blev født i Vietnam i 1951 og kom til Danmark i 1975 som medansvarlig for 214 børneflygtninge. Efter seks år i asylansøgnings systemet tog han en HF-eksamen og uddannede sig sidenhen til socialpædagog.
Den mirakuløse rejse fra ris til kartoffel er den gribende historie om Lam-Phol Lams i mere end en forstand lange rejse fra Vietnam til Danmark i midten af halvfjerdserne. Han forlod sit hjemland for at få frihed til at leve sit liv i ro og tryghed.
Imidlertid var det ikke bare ham selv, det handlede om, for han havde et enormt ansvar at håndtere: 214 børneflygtninge skulle bringes i sikkerhed, så også de kunne leve et liv under ordentlige betingelser. Det var en operation, der krævede mod, styrke og ikke mindst troen på, det kunne lykkes. Lam-Phol Lam udviste alle tre egenskaber, og gruppen kom sikkert til Danmark – men hermed var alle trængsler ikke forbi. At integrere sig i et vidt fremmed land er en lang og ofte smertefuld proces. I mange år måtte han kæmpe for at lære sin nye verden at kende, samtidig med han skulle bevare et forhold til den kultur, han havde forladt. Det blev en rejse mod alle odds, der mirakuløst endte lykkeligt.
Anmeldelse i Vietnam Ajour 2-2015 af Vinh Prag

"Beckers vietnambørn i klemme" artikel fra Fogtdals Illustreret Tidende februar 1999 PDF 3,3mb



TV-arkiv Bonanza 2/12/1997: Henning Becker og 204 drenge

Der var 204 børn samt 10 voksne, der var mindt fyldt 18 år. 27 drenge var fra Hennings Beckers børnehjem i Saigon og 177 var Montagnarder (etniske minoriteter) der var flygtninge pga. krigsafslutningens forvirring, som bl.a. havde været på kostskole.


30 års jubilæum 2005 i
Den Vietnamesiske Montagnard Forening

Den Vietnamesiske Montagnard Forening i Danmark fejrede 30 års ophold i Danmark 30. april i Eggesmagle Skoles Hal i Skælskør. Montagnardforeningen er en forening bestående primært af såkaldte Beckerbørn, som kom til Danmark 29. april 1975.

Vejret på dagen for jubilæet var flot. Der var en stor gensynsglæde blandt de fremmødte, især hvad angår dem, der ikke ser hinanden så tit. Præcis kl. 18 var der mad, og Lam-Phol Lam bød velkommen til de fremmødte. Der blev spillet dejlig musik til maden, som blev leveret fra en vietnamesisk restaurant i Haslev, og stemningen var rigtig god i hallen.

Efter at middagen var slut ca. kl. 20 blev der sunget nogle sange, Herefter tog Lam-Phol ordet og holdt en bevægende tale, hvor han kom ind på tiden i Vietnam, rejsen ud af Vietnam sammen med Henning Becker, den første hårde tid her i Danmark og sidst, men ikke mindst hans holdning til hvad der kræves for at blive godt integreret i Danmark. Talen, som kan læses i sin helhed nedenfor, blev afsluttet med et minuts stilhed for dem, der var døde i årene der var gået.

Derpå fik aftenens hædersgæst, Henning Becker, ordet. Han skildrede primært alle de problemer, der havde været med de danske myndigheder. Til sidst i sin tale sagde han følgende: "Tak for 30 hårde, dejlige år, hvori l alle år efter år og til stadighed har vist mig stor kærlighed og hengivenhed. Tak, fordi l er som l er og ikke anderledes! Jeg ønsker Jer alle og de kommende generationer "Becker-børn" styrke, omsorg for, kærlighed til og tillid til hinanden og jeres næste. Det ville være pokkers, hvis verden ikke bleven anelse bedre af det."
Lam-Phol fortæller, at dette var en af de bedste fester han har været med til at arrangere. (OR)

Læs også: Dette er vores historie! af Lam-Phol Lam


Lam-Phols tale i anledning af 30 års jubilæet den 29. april 1975-2005

På den vietnamesiske Montagnard forening i Danmarks vegne, byder jeg jer alle hjertelig velkommen til jubilæumsfesten, det er en glad dag for os alle, at være samlet her for at fejre vores 30 års ophold i Danmark.

Jeg vil gerne forklare, hvorfor det er vigtigt for os at fejre 30 års dagen. Vi var en gruppe af børn og unge, 214 mennesker i alt, som kom til Danmark sammen med Henning Becker. Vi landede i Aalborg lufthavn præcis d. 29.04.1975 og i dag d. 30.04.2005 har vi været 30 år i Danmark. Hvis vi alle tænker tilbage på dengang, hvor vores kostskole i Binh Long blev bombarderet og totalt ødelagt, og alle børn og unge blev ramt af krigen og adskilt fra deres forældre og familie. Det var heldigt for os at vi fra flygtningelejren, en efter en blev samlet op af Henning Becker. Først boede vi på Thu -Duc Farm tæt ved Saigon, fra 1972 ti11974, og fra 1974 til 1975 flyttede alle til Bao -Loc. Da krigen ramte i Bao-Loc blev de unge mennesker evakueret i 4 små flyvemaskiner fra Lien Khuong lufthavn til Saigon sammen med Henning Becker, jeg og 2 munke. Undervejs mistede vi en dreng på 12-13 år, han druknede da han blev revet med af den stærke strøm fra vandfaldet. En anden dreng på Bao-Loc kostskole, han døde af komplikationer vedrørende store sten i urinblæren kombineret med dårlige forhold på kostskolen, så lægen i Saigon ikke kunne redde hans liv.

I sidste øjeblik, under mystiske omstændigheder og kaotiske forhold, blev vi reddet ud af Saigon d. 25.04.1975. Vi kom ud på en lang rejse fra Saigon til den amerikanske base på Fillipinerne. Fra Filipinerne videre til Guam øerne, derefter til Hawaii. Derefter Chicago og til San Francisco, og derfra til Aalborg i lille Danmark. Derfra videre med bus og færge til Livø, hvor vi opholdt os fra 29.04.75 til slutningen af januar 1976. På Livø druknede en af drengene i havnen, han var 14-15 år gammel. Fra januar 1976 og til sommeren 15.07.1978 opholdt vi os i på den gamle højskole i Roskilde. I Roskilde blev vi delt i 5 små grupper som blev placeret i 5 forskellige byer på Sjælland. Disse byer var Haslev, Nykøbing F. , Dianalund, Slagelse og Skælskør. De fleste af Ninhs familiemedlemmer bor i København, en fra Ninhs familie begik selvmord i København. En fra Montagnard gruppen som boede i Slagelse døde pga. en hjertesygdom, han hed Lam-Khet. Gennem vores integration i Danmark de sidste 30 år, har vi oplevet en masse ting både på godt og ondt, og især med de mennesker som har hjulpet, støttet og givet os opbakning. En stor tak til disse mennesker, dem må vi aldrig glemme. Samtidig bør vi være glade for vores liv og den tilværelse vi har opbygget i Danmark, som er et frit og demokratisk land. Jeg er glad for min tilværelse i Danmark, hvor min kone, børn og børnebørn og resten af min familie har det godt. Jeg håber i alle har det på samme måde som jeg.


I dagens anledning vil jeg gerne rette en stor tak til en speciel gæst, som vi alle betragter som en far, en god ven og en mand der har reddet vores liv og ud fra krigshelvedet i Vietnam - nu vil jeg bede jer alle rejse jer op og udbringe en skål, som hyldest for Henning Becker. Henning Becker længe leve -HURRA -HURRA ?HURRA Men så langt så godt, men vi skal hele tiden huske på, at vi altid kan gøre det bedre, derfor appellerer jeg til et godt samarbejde mellem Cambodianere, Montagnard, vietnamesere og danskere her i Danmark. Vi skal bygge bro til at skabe en god forståelse mellem de forskellige kulturer i alle folkeslag. En god integration her i Danmark kommer ikke af sig selv, det kræver en masse arbejde i foreningen og det kræver en masse af os alle. Nogle af os har kæmpet en hård og sej kamp for at overleve, og nå til det vi har opnået i dag, f.eks. mig selv. Måske stiller nogen af jer spørgsmålet, hvorfor har han så meget tid og energi på dette arbejde?? Svaret er, det er fordi jeg elsker vores folk og vores land og mange andre i samme situation som mig selv. Så længe jeg lever, vil jeg kæmpe for vores fællesskab og vores fremtid. Vores børn og børnebørn skal have en god fremtid, og jeg vil også takke de mennesker som side om side med mig, har kæmpet for det i de sidste mange år. Igennem alle årene har jeg syntes det var vigtigt, at stå sammen, støtte hinanden, og at fortælle omverdenen, om vores forening. Jeg har i mange år været primus motor i vores forskellige arrangementer og aktiviteter, nu må tiden være inde til, at nogle andre og yngre kræfter tager over, derfor vil jeg ikke påtage mig ansvaret for at arrangere 35 og 40 års jubilæet.


Det er lykkedes for mange af os, at få en uddannelse - vi har fået et job og mange har stiftet familie fået børn osv. Hvis I som Montagnard tænker tilbage på Vietnam, er der ikke mange Montagnard som bor i Vietnam nu, der har fået en høj uddannelse. Hvis I gerne vil opbygge en god fremtid for de unge etniske minoritetsgrupper i Vietnam, skal I her fra udlandet hjælpe dem. Hvis vi ikke vil hjælpe dem, har de ingen mulighed for at læse videre, det gælder især de studerende der ønsker at læse videre på Universiteter i Vietnam. Jeg har tænk på, at vi måske i fremtiden kunne danne en forening, som kunne støtte de studerende fra etniske minoriteter til at læse videre på Universiteter i Vietnam. Vi har den vietnamesiske Montagnard forening i Danmark, men ikke ret mange Montagnard er medlemmer og deltager aktivt i foreningsarbejdet. Jeg tror ikke den forening vil eksistere i fremtiden, hvis ikke der kommer flere nye Montagnard medlemmer, da halvdelen af de nuværende medlemmerne er rent danske. Jeg syntes I skal overveje om der i fremtiden, måske kan etableres en dansk/asiatisk venskabsforening i Danmark. Her i Danmark er det vigtigt for os at have gode danske venner omkring os, og det næste skridt er, at vi skal tænke på de næste generationer, som vokser op her. Hvordan klarer de sig, og medierne bombarderer os med at 2. og 3. generationsindvandrere/flygtninge ikke klarer sig ret godt i det danske samfund, de dropper ud fra uddannelser osv. Vi skal være med til at ændre denne opfattelse. Danmark er nu vores land, og Vietnam er vores 2. land, men hvordan opbygger vi et godt samarbejde mellem danskere, montagnard, vietnamesere, cambodjanere og andre asiater i Danmark i fremtiden. Vi skal være med til at gøre Danmark til et godt sted for os alle at bo, også for de kommende generationer i tæt samarbejde med de indfødte danskere. Selv om vi har opholdt os i mange år i Danmark, glemmer vi aldrig vores hjemland Vietnam. Mange af os har stadig vore hjerter i Vietnam. Jeg taler måske for meget i aften. Jeg håber at l vil bære over med mig, men jeg er nødt til inden jeg slutter, at bede jer alle rejse jer, så vi sammen kan holde et minuts stilhed for de af vores venner, der har forladt os gennem tiden. Til sidst håber jeg at vi sammen vil have det hyggeligt og festlig aften sammen i aften - Skål.


Vi kom fra krigens helvede
- nu har vi været i danmark i 30 år

Dette er vores historie! - 30. april 1975 - 29. april 2005
Af Lam-Phol Lam, VietNam Ajour nr. 1/2005

Saigon 1975
Den 25. april 1975 stod en flok på over 200 børn og unge i Saigons lufthavn og ventede på det fly, som skulle bringe dem til en helt ny og ukendt verden. Hen over lufthavnen rullede kanon- og granat-torden, raketternes ildstrejf kunne ses på himlen, og geværsalverne hørtes tydeligt, mens de nordvietnamesiske styrker rykkede frem mod Saigon.
Vi stod i lufthavnen i et forsøg på at undgå den langvarige belejring og bombning af byen, som de kommunistiske styrker havde bebudet. I månedsvis vart den cambodianske hovedstad Pnom Penh blevet beskudt og byens befolkning afskåret fra mad, drikkevand og lægehjælp. Pnom Penhs skæbne var afgjort, nu måtte vi undgå et lignende helvede af død og lemlæstelse, elendighed og fortvivlelse.
Det var en blandet gruppe af børn og unge, der nu måtte forlade venner og familie og det liv de hidtil havde levet. Nogle var vokset op sammen i små omkringliggende landsbyer i Sydvietnams Binh Long provins og havde gået på kostskole sammen. Nogle var i familie med hinanden og nogle var vokset op på børnehjemmet Thu Duc Farm, som danskeren Henning Becker havde haft ansvaret for. Herudover var der "Ninhs børn", som var gadebørn fra Saigon. Hovedparten af os var "montagnarder", etniske minoriteter fra Vietnam.

På Livø
Fire dage senere - den 29. april 1975 landede vi i Ålborg lufthavn, hvor vi under politieskorte blev anbragt i 5 busser. Det var silende regnvejr, og da vi ikke var vant til det barske klima, blev vi pakket ind i massevis af tæpper. Forude ventede en uvis fremtid, vi vidste ikke om vi skulle i fængsel eller hvad der skulle ske med os. Henning Becker havde kort før vor afrejse opnået kontakt med den daværende statsminister Anker Jørgensen og fået hans tilladelse til at komme ind i landet. Det viste sig, at vi skulle til Livø i Limfjorden. Dagen efter hørte vi i radioen, at Saigon var faldet, og at Nordvietnam havde overtaget magten i vores land. Nu kunne vi ikke vende tilbage. Det danske samfund valgte at holde os isoleret på Livø, som en midlertidig løsning, der var beregnet til at vare 3-6 måneder, indtil man fandt ud af, hvad man skulle stille op med os.

Tilbage til Vietnam?
Sommeren på Livø var dejlig, vores børn og unge havde nu endelig et frit liv ude af krigens skygge. Vi var blevet en turistattraktion på linie med ZOO, og mange mennesker kom for at se på os! Da vi havde været der nogle måneder, mente den danske regering dog, at det ville være ufarligt for os at vende tilbage til Vietnam.Men vi mente, det ville være folkedrab (på os), og vi var derfor nødt til at stå sammen og kæmpe, for at få lov til at blive.
Vi skrev et protestbrev til den danske regering, folketingsmedlemmerne, indenrigsministeriet og socialministeriet. Det lykkedes på et personligt møde med socialminister Eva Gredahl at få en skriftlig garanti for at vi kunne få lov til at blive. Af en politiker blev vi truet med, at alle børn og unge skulle i familiepleje og dermed spredes for alle vinde rundt omkring i landet. I vores kultur er familie og venner af meget stor betydning, og en sådan isolation ville have haft katastrofale følger for os alle. Vi ville ikke ville skilles ad, og heldigvis valgte politikerne at høre på os, og forkastede familieplejeideen.
Samtidig med ovenstående var der samarbejdsproblemer mellem Henning Becker og Dansk Flygtningehjælp og først da Holger Funder og Jens Genefke blev Dansk Flygtningehjælps repræsentanter på Livø, lykkedes det at skabe et konstruktivt samarbejde.

Integration er målet
Henning Becker og "Ninhs familie" (gadebørn fra Saigon) var de første der forlod Livø med kurs mod Valby ungdomsskole, Skovholmgård i Nordsjælland. I januar 1976 skaffede Dansk Flygtningehjælp os den gamle højskole i Roskilde som bolig, og vi flyttede dertil. Montagnarderne gik nu i gang med at forberede sig på at blive integreret i det danske samfund, og der blev ansat lærere som dels kunne lære os dansk, dels lære os om dansk kultur. Vi blev også undervist i vietnamesisk, for at bevare vores egen kulturelle baggrund. Det viste sig at en af lærerne samarbejdede med det styre, der nu havde magten i vores land. Da vi fandt ud af det, demonstrerede vi. Men man kunne ikke uden videre fyre en person pga. vedkommendes politiske overbevisning. Vi var splittede pga. dette, og det endte med at 20% af montagnarderne dannede en mindre gruppe og rejste til en anden by sammen med vedkommende, mens resten af os blev i Roskilde.

Olympiaden 1977
Efterhånden fandt vi ud af, at der befandt sig mange vietnamesiske flygtninge rundt omkring i Europa, og det lykkedes os at skabe et samarbejde omkring store sportsarrangementer som Olympiaden for vietnamesiske flygtninge, hvilket blev en stor succes for os. Ved Olympiaden 1977 i Beauvais i Frankrig lykkedes det os at vinde medaljer og pokaler inden for volleyball, fodbold og atletik. Udadtil gav det os megen positiv omtale i medierne, hvilket var tiltrængt efter ovenstående kedelige episode. Nu lykkedes det os at lære rigtig mange danskere at kende gennem sportslige venskabskampe, og vores volleyball hold blev meldt ind i Roskilde Volleyball klub.

Uønskede personer?
I 1977 brænde Valby Ungdomsskole, Skovholmgård, hvor "Ninhs børn" boede, under mystiske omstændigheder, og de blev fjernet med magt af politi med hunde. Montagnarderne demonstrerede i sympati mod den voldsomme behandling, som politiet havde udsat "Ninhs børn" for. Alle de uroligheder og problemer der havde været siden vores ankomst til landet gjorde, at vi måtte overveje, om ikke vi var uønskede i Danmark, og derfor måtte finde andre udveje. Vi tog kontakt til USA og Frankrig for at finde et sted vi kunne være, men den danske regering nægtede os udrejse.

Endelig lykkedes det
For at dæmpe uroen i montagnardgruppen indgik vi i 1978 et samarbejde med Dansk Flygtningehjælp gående ud på, at vi for at blive integreret i det danske samfund ville blive delt i 4 grupper - 30-40 mennesker som skulle bosætte sig i forskellige byer, Skælskør, Slagelse, Dianalund og Haslev. Dansk Flygtningehjælp oprettede et kontor hvert sted og havde konsulenter til at hjælpe os med kontakten til lokalbefolkningen, kommunerne og skolerne. Vore børn og unge begyndte nu i den danske folkeskole.
Børnene og de unge havde nu endelig ro til at gå i skole og integrere sig, og de følgende år lykkedes det for de fleste af os enten at uddanne os eller komme i arbejde. Selvom vi nu var på vej mod integrationen, bevarede vi stadig kontakten med hinanden og dannede "Den Vietnamesiske Montagnard Forening i Danmark".
Vi samarbejdede med de frie vietnamesiske organisationer i Europa, og i Slagelse 1982 lykkedes det os at arrangere Olympiade for de vietnamesiske fl ygtninge i Europa. Der var ca. 400 deltagere fra hele Europa. og det var et vellykket arrangement, hvor vi var meget glade for den støtte og opbakning vi fi k fra både den danske regering og den danske befolkning, specielt Slagelse Kommune, der stillede deres idrætsfaciliteter til vores rådighed.
Efterhånden havde vi imidlertid så travlt med job, uddannelse og familieliv, at vi i 1988 mistede kontakten til de øvrige vietnamesiske organisationer i Europa, og deltog ikke længere i Olympiaden. Ikke før sommeren 1997 i Paris i Frankrig, og de næste 4-5 år.

Miraklernes tid
Da Berlin-muren faldt og Sovjetunionen opløstes, gav det genlyd i mange lande, og påvirkede også den politiske situation i Vietnam, som åbnede sig mod Vesten og dens kapital. I 1989 vovede omkring 30 af os at rejse hjem til Vietnam for at besøge familie, og nogen for at finde en kone. Da de unge både er vietnamesiske og danske af sind, vælger de ofte at gifte sig i Vietnam og tage konen med til Danmark for at leve her, og det lykkedes for nogen af dem at opnå familiesammenføring. De unge har ikke noget politisk udestående med den vietnamesiske regering, som tværtimod hilser dem velkomne, blot de har dollars med! De af os der var politisk aktive i Vietnam kan derimod ikke vende tilbage uden risiko.
Rejsearrangøren krævede 20.000 kr. fra hver deltager. Da de var kommet af sted, viste det sig, at de blev tvunget til at rejse til Sydvietnam via Nordvietnam, hvorved de blev nødt til at bruge alle deres penge undervejs. Bagefter har det vist sig, at hver billet uden denne "mellemmand" ville have kostet 6-7.000 kr. stykket. Det lykkedes for dem at få kontakt med deres familier, og nogen af dem blev gift dernede, og det lykkedes også at vende tilbage til Danmark, men de havde måttet betale en høj pris herfor.

Kernefamilier
Fra 1990-95 begyndte vi at fokusere på familielivet, som nu var blevet vigtigt for mange af os, både de etablerede familier og de nydannede familier. Vi mødes stadig når vi laver sportsarrangementer, fejrer fødselsdage, ved bryllupper og ved dåb mv. Man kan side, at vi tidligere var nødt til at være en enhed af montagnarder for at klare os i Danmark, men nu er vi blevet til mange små "familieenheder" (kernefamilier), som har bevaret vor Kultur og samtidig er blevet integreret i det danske samfund.

Danmark - Vietnam
Vores liv i Danmark har vist sig at være hårdt rent psykisk, mens det liv vi kom fra i Vietnam mere var fysisk belastende. Familien skal klare sig bedst muligt, og for at sikre det er det nødvendigt at have arbejde, at have daginstitutionspladser til børnene, at være med i kulturelle/sportslige foreninger, og at besidde visse materielle goder (bil, bolig, tv, telefon).
Det er med andre ord nødvendigt at planlægge dagligdagen, så man kan nå det hele. Alligevel giver travlheden og den materielle velstand ikke ro til at sjælen kan nå at følge med kroppen, dvs. hverdagen er meget opsplittet, og det er svært at tilgodese de psykiske behov man også har. I Vietnam var det omvendt. Måske skulle man knokle dagen lang i rismarken fra tidlig morgen til sen aften (ikke kun 37 timer om ugen som her i Danmark, men meget mere), og når dagens arbejde var overstået, kunne man gå til ro med fred i sindet. Til gengæld var det kun de få, der besad materiel rigdom.
De menneskelige kvaliteter vi stræber efter hos montagnarderne er en del af vores opdragelse, og indbefatter over for vore medmennesker, ærlighed, loyalitet, og at bruge de ressourcer man har til gavn for andre, samt at være et godt menneske, dvs. ikke kriminel, voldelig osv., og ikke til skade for andre mennesker.
Vi afholdt 25 års jubilæum lørdag den 29. april 2000. Det gik virkelig godt. Der var ca. 250 gæster, der deltog i spisningen. I de sidste 5 år har vi fokuseret på familieforholdet i Danmark, samvær og sportsaktiviteter i weekenden. De fleste af os rejser frit til Vietnam. Jeg synes, det er vigtigt, at man har et solidt fundament her i Danmark.

Nu ser vi frem til 30 årsdagen for vores ankomst til Danmark. Det er en lang tid, vi har været i Danmark. Vi vil arrangere 30 års jubilæet lørdag den 30. april 2005 i Eggeslevmagle Skoles Hal, Skolevej 8, 4230 Skælskør, for at markere, at det er 30 år siden 214 børn og unge kom hertil Danmark med journalisten Henning Becker i april 1975. Alle vores danske venner og de mange mennesker, der har hjulpet os gennem de 30 år, vi har været i Danmark, håber vi at se og gense ved vores jubilæum.

Til Toppen