En stilfærdig terrorist

Graham Greenes klassiker "Den stilfærdige amerikaner" er igen blevet indspillet på film. I modsætning til tidligere filmatiseringer er det denne gang sket med respekt for den oprindelige roman.

Af Morten Rasmussen, Vietnam ajour 4/2003

Graham Greenes roman fra 1955 med den danske titel "Den stilfærdige amerikaner" regnes for en klassiker i litteraturen om Vietnam - måske skulle man sige - "i den vestlige litteratur om Vietnam". Selv husker jeg, at bogen var med på den litteraturliste jeg fik tilsendt, da jeg i 1986 havde tilmeldt mig Dansk Vietnamesisk Forenings medlemsrejse til Vietnam. Allerede i 1958 blev romanen udsat for sin første filmatisering. Resultatet heraf har været stærkt kritiseret - og efter sigende afskyet af Graham Greene selv - for, i den kolde krigs ånd, at droppe romanens stærkt USA-kritiske tone og i stedet vise en historie om amerikansk heltemod i kampen mod kommunismen.

Det er australske Phillip Noyce, der er instruktøren bag den nye film. Han var tidligere mest kendt for actionbragene Patrioternes spil og Dødens karteller, men har for nylig også begået den fremragende Rabbit-Proof Fence om et sort kapitel i hans hjemland Australiens historie. Den handler om det racehygiejniske projekt, der i 1930'erne (og længe efter) skulle eliminere landets oprindelige befolkning, aboriginerne, ikke gennem fysisk masseudryddelse, men ved systematisk at fjerne børn fra deres familier for hindre aboriginerne i at avle børn indbyrdes. Idéen var, at de som etnisk gruppe skulle forsvinde langsomt, men sikkert.

Desillusioneret kyniker
The Quiet American foregår i 1951-52 i Saigon, Vietnam, og dermed er filmen allerede noget særligt som en af de få vestlige Vietnam-film, der ikke handler om den amerikanske Vietnamkrig i 60'erne og 70'erne, men om det der gik forud - og høj grad var baggrund for, hvad der senere skete. Med andre ord: Vi befinder os i den forrige Vietnamkrig, den hvor Frankrig var den aktive part, og USA endnu var på sidelinjen.

I Saigon befinder sig den britiske journalist Thomas Fowler (i filmen spillet af Michael Caine), korrespondent for The Times, en aldrende, desillusioneret kyniker med en ung vietnamesisk elskerinde Phuong (Do Thi Hai Yen). Han er gift i et forstenet ægteskab og ønsker skilsmisse, hvad hans hustru hjemme i England ikke vil give ham, i henhold til sin katolske tro.

I Vietnam passer Fowler kun nødtørftigt sit journalistiske arbejde, og fordriver hellere tiden i selskab med Phuong og/eller en pibe opium. En dag da Fowler som så ofte før spiser morgenmad på Continental Cafe i centrum af Saigon møder han amerikaneren "titelpersonen" Alden Pyle (Brendan Fraser), der er i Vietnam i humanitært anliggende for at arbejde på et projekt om bekæmpelse af øjensygdomme. Fraser er tilsyne-ladende en naiv idealist, der studerer virkelighedsfjern (i hvert fald efter Fowlers opfattelse) politisk-filosofisk litteratur om "den tredje vej" for kolonierne (derunder Vietnam), altså vejen der er et alternativ til både kolonimagten og kommunismen.

Fowler introducerer Pyle i sin bekendtskabskreds, hvad der fører til at Pyle forelsker sig i Phuong. Da det går op for Phuong, at Fowlers skilsmisse ikke bliver til noget, går hun over til Pyle, hvis løfter om ægteskab og et liv i USA, hun stoler mere på.

Den tredje vej
Fowler begynder at undre sig over, at Pyle ustandselig dukker op på steder, der ikke er nærliggende for en humanitær bistandsarbejder. Mest markant da Fowler har sat sig for at opsøge general Thu, der har organiseret sin egen militærstyrke, der står i modsætning til både den franske kolonimagt og kommunisterne. Pyle viser sig at befinde sig på stedet og at færdes hjemmevant i kredsen omkring general Th?, der jo netop repræsenterer ?den tredje vej? som Pyle interesserer sig for.

Da Fowler senere udforsker transport og oplagring af mystiske kemikalier, der blandt andet kan anvendes til sprængstoffer, og Pyle igen viser sig i denne sammenhæng, går det op for Fowler, at Pyle er en anden, end han giver sig ud for, og at ideerne om "den tredje vej" er af en ganske konkret art, og som den amerikanske agent Pyle og oprørsgeneralen Thu arbejder på at gøre til virkelighed.

Hvad de omtalte sprængstoffer skulle tjene til, viser sig med et af filmens dramatiske højdepunkter, da nogle kraftige bomber springer en travl formiddag i centrum af Saigon lige ved Continental Cafe, hvor Fowler som sædvanlig befinder sig og dermed bliver øjenvidne til. Fowler, der selv er rystet over hvad han ser, får øje på Pyle, der er optaget af at undgå at få blod på sit tøj, mens han instruerer en fotograf om at tage billeder af de lemlæstede. Tydeligvis er Pyle ikke overrasket over bomberne, men skylden for dem skal nok blive lagt på kommunisterne.Dette bliver af afgørende betydning for Fowler, og den drejning som filmen derefter tager, kan rummes i den replik, der er lagt i munden på Fowlers vietnamesiske medarbejder: "Før eller senere, mr. Fowler, må man vælge side, hvis man vil bevare sin menneskelighed". Og så skal vi i øvrigt ikke røbe mere om handlingen her.

Nedslidt kolonisystem

Mere generelt skildrer filmen det gamle kolonisystem i dets slutfase i 1950?erne. Mens figuren Thomas Fowler symboliserer de aldrende og nedslidte gamle kolonimagter, symboliserer den yngre Alden Pyle det unge, bedrevidende USA, der på ingen måde er mere sympatisk. Phuong repræsenterer den koloniserede tredje verden, der er kastebold mellem de gamle og nye kolonimagter.

Greenes roman, der som sagt kom i 1955, er blevet rost for at have varslet - for ikke at sige forudset - hvad der senere skete: "den tredje vej" der blev til virkelighed med Ngo Dinh Diems styre i Sydvietnam, der tog over, da den franske kolonimagt gav op. Også det amerikanske engagement, som det udviklede sig i 60'erne, aner man en begyndelse til.

Filmen er elementært spændende og skuespillet er fremragende - specielt Michael Caines præstation gør et stærkt indtryk. Filmen selv og Michael Caine er blevet nomineret til adskillige priser. Caine blev eksempelvis nomineret, dog uden at vinde, til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Filmen vandt blandt andet Political Film Society i USA's pris 2003 inden for kategorien ?fred?. Og instruktøren Phillip Noyce vandt i 2002 National Board of Review i USA?s instruktørpris for to film, nemlig denne og den føromtalte "Rabbit-Proof Fence".

Ærgerligt nok har biograferne herhjemme ikke fundet det værd at sætte filmen på repertoiret, så vil man se den uden at rejse til udlandet, så bliver det på DVD. Det kan så også have nogle fordele, nemlig - som for enhver ordentlig DVD - et omfattende ekstramateriale, bl.a. en "Anatomy of a Scene" der grundigt fortæller om optagelsen af scenen med bombningen og udførlige uddrag af boganmeldelser fra 50'erne af Greenes roman.

Filmens officielle hjemmeside hos Miramax - All.reviews.com - Graham Greene on The Quiet American - Graham Greene's Vietnam Literary Traveler - Internet Movie Database - CounterPunch: The Quiet American Returns on Film: The CIA Man as the Al-Qaeda Op of the 50s

Graham Greenes roman The Quiet American kan købes hos Amazon.co.uk - Link via Dansk Vietnamesisk Forenings hjemmeside for så støtter man indsamlingen.

Virkelige begivenheder

  • Bombesprængningerne i filmen bygger på virkelige begivenheder. I januar 1952 sprang flere bomber i Saigon, og pressen var ikke i tvivl om, hvor ansvaret skulle placeres. Eksempelvis valgte LIFE Magazine et makabert billede fra bombningerne til "Picture of the Week", og talte om "de grusomme resultater af Viet Minh-kommunisternes terrorisme".
  • Se By the Bombs' Early Light; Or, The Quiet American's War on Terror
  • Graham Greene, der netop befandt sig i Saigon, fandt det mistænkeligt, hvor velplacerede fotograferne havde været. Gennem kontakter i den franske efterretningstjeneste undersøgte han sagen og nåede frem til at den egentlige ansvarlige var en general Trinh Minh Thu, en krigsherre, der førte sig frem som den, der ville frelse Vietnam fra kolonialisme og kommunisme, og at USA var involveret i opbygningen af "en tredje styrke".
  • Det var disse begivenheder, der ledte Greene frem til at påbegynde sin roman om "The Quiet American". General Thu's ansvar for bomberne er senere bekræftet af den amerikanske efterretningsofficer Edward Lansdale, der kom til Saigon i 1954 og var centralt placeret i arbejdet med at bringe Ngo Dinh Diem til magten.
  • Filmens tilsvarende bombesprængninger finder sted - og er optaget - på det autentiske sted i Saigon omkring Lam Son pladsen og Dong Khoi gaden tæt ved Continental Cafe. Gaderne blev afspærret - naturligvis i samarbejde med myndighederne - og sprængningerne blev optaget under kontrol af de vietnamesiske militærmyndigheder der forinden havde krævet prøvesprængninger foretaget for nøje at afpasse sprængningernes størrelse. Et stort antal lokale vietnamesere medvirkede som statister, og i DVD?ens omfattende beskrivelse af optagelsen af scenen fortæller instruktøren blandt andet om hvordan flere af de ældre statister havde fortalt om hvordan de selv i sin tid som ganske unge havde oplevet de virkelige sprængninger.
  • Strengt taget er stedet i filmen ikke helt autentisk, da man har "flyttet" Continental Café over på den modsatte side af pladsen. På det rigtige sted ligger i dag en moderne - og mondæn - udgave af Continental Hotel, som næppe ville egne som 50?er-filmkulisse.

Loyal film

Den første filmatisering af The Quiet American var instrueret af Joseph Mankiewicz, der allerede i 1956 erhvervede rettighederne. Noyce's nye film 2002 anses for at være gennemført loyal over for Greenes roman. Det kan ikke siges om Mankiewicz' film fra 1958. Filmen blev symptomatisk dedikeret til Ngo Dinh Diem og blev i vidt omfang optaget i Saigon i samarbejde med styret. Det er amerikaneren Pyle der er retlinet og heroisk, og efter bombningerne - som kommunisterne er skyldige i - ankommer Pyle til stedet med medicinsk udstyr fra "United States Christian Mission" for at hjælpe de sårede. Fowler, der er vildført i sin tankegang af kommunisterne, beskylder hysterisk Pyle for at være involveret, og Pyle, optændt af retfærdig harme, svarer ham: "Kan du ikke for første gang i dit liv klappe i og hjælpe nogen".

Upassende efter 11. september

10. september 2001 blev "The Quiet American" vist for et testpublikum i New Jersey, USA. Dagen efter blev verden forandret - med konsekvenser også for denne film.

Filmen blev vist for et testpublikum i New Jersey 10. september 2001 og blev positivt modtaget. Dagen efter blev World Trade Center lagt i ruiner, og i løbet af nogle timer blev det politiske klima i verden et andet. Præsident George W. Bush erklærede krig mod terrorismen, hvor "de, der ikke er med os, er imod os", og USA's militær blev sat ind, først i Afghanistan, siden i Irak.

I det nye klima passede en film - og en roman - som The Quiet American ikke godt. Midt i en krig mod terrorisme var det ikke passende at fortælle om, hvordan amerikanske agenter kunne medvirke til bombesprængninger, der ramte civilbefolkningen. Og når amerikansk politisk foretagsomhed med "en tredje vej" havde givet Sydvietnam de tyranniske og korrupte regimer under Ngo Dinh Diem og Nguyen Van Thieu, så ville det ikke passe sig, hvis det blev antydet, at noget lignende kunne blive resultatet i Afghanistan eller Irak.

Ved testforvisninger af filmen efter 11. september blev den markant dårligere modtaget end før. I USA fik den først premiere 22. november 2002. Filmselskabet Miramax' ledelse har kategorisk benægtet, at den sene premiere skyldtes politiske overvejelser, men med en film, der først får premiere over 14 måneder efter at den var klar til testfremvisning, er det nok de færreste der tror på den forklaring.