Anmeldelse af 7.udgave:
”Turen går til Vietnam” anbefales varmt

Anbefales varmt til alle der skal til Vietnam. Fremragende bog af ekspert.

Forfatter Niels Fink Ebbesen (med hjælp fra sin vietnamesiske kone Ngo Thi Hoa). Politikens forlag 30. november 2015. Nu i 7. udgave på 156 sider, samme sidetal som tidligere udgaver. Format 11,9 x 20,5 cm, 240 gram. Vejledende pris 185 kr. Kan bestilles hos www.Saxo.dk til 180 kr. + fragt kr. 19,95 kr. Også som E-bog (nu med automatiske sideskift) til 74,95 kr. med strakslevering.

af Wilfred Gluud

Bogen er proppet med oplysninger om alt det man skal vide om Vietnam. Den dækker hovedstaden Hanoi som har haft 1.000 års jubilæum, højlandet i nord og det centrale højland, den lange kyst, Ho Chi Minh City (Saigon), samt Mekongdeltaet og øen Phu Qouc. Desuden er guidebogen rigt illustreret med farvefotos.

Fra forrige udgaves bagside kommer følgende blomstrede udtalelse: ”Start dagen med byens bedste nudelsuppe. Kast et blik på kolonitidshistorie og kommunistisk kitsch, eller forsvind i mængden på farverige markeder. Nyd roen i landsbyen. Trek mellem rismarker og kalkstensbjerge, og tag med båd gennem Ha Long-bugten og det frodige Mekong-deltas fantastiske landskaber.

Bogen har, som resten af serien, et godt register og krydshenvisninger, geografiske kort og bykort. Bagerst finder man et afsnit med praktiske informationer på 13 sider.

Bogen skal have ros for at vietnamesiske ord skrives med korrekte accenter, så man har en chance for at udtale dem korrekt hvis man kan lidt vietnamesisk. Der er to siders miniparlør bag i bogen, og jeg kan anbefale at man scanner og printer disse to sider og får dem lamineret inden rejsen.

19 sider fakta om Vietnam

Giver indblik i dagligdagen og forklarer politiske og kulturelle forhold. Artikler fortæller landets historie, kunst og kultur, mad og drikke samt natur og geografi. Foruden indledning er der kapitler med titlerne »Vækst og udfordringer«, »Forretningskvinder og børn med ansvar« om befolkning og samfund, »Religiøst supermarked« om buddisme, forfædredyrkelse samt kristne, »Kulturen bobler«, »Du er blevet federe« om mad og drikke, »Under hvert gummitræ ligger en grav« om historie, side med vigtige årstal, »En forfærdelig sød fyr« om Ho Chi Minh, samt »Naturen på spil« om natur og geografi.

Fra Hanoi til Phu Qouc

Hovedparten af bogen udgøres af 112 sider om byer og steder i Vietnam. Med indtroduktioner til områderne, steder man kan besøge, faktabokse om alt fra Dragens by til Mekong på to hjul. Desuden lister over restauranter og hoteller samt kollektive transportmuligheder. Afsnit om hovedstaden Hanoi, omkring Hanoi, Nordlige samt centrale Vietnam, kysten og højlandet i det sydlige Vietnam, Ho Chi Minh City samt Mekong og Phu Quouc.

Fra omkring 20. oktober er der storme der rammer den centrale kyst og det nordlige Vietnam. I januar og februar kan det være koldt i nord, og der kan falde sne i bjergbyen Sapa. Man skal være opmærksom på hvornår det er vietnamesisk nytår »Têt Nguyen Dan«, som falder fra slutningen af januar til midten af februar, hvor offentlige kontorer kan være lukket op til en uge.

Hvis man besøger en mindre provinsby og vil gå ud at spise aftenmad, skal man være opmærksom på hvornår restauranten lukker, f.eks. i den sydlige by Ha Tien skal man spise aftensmad senest kl. 20.

Jeg vil personligt anbefale at besøge Danang, og byens mange flotte broer, især Dragebroen. (som spyer ild om søndagen). Desuden museet med Cham kunstværker samt den lange strand. Men også den charmerende by Hoi An, hvor midtbyen hovedparten af eftermiddag og aften er afspærret for motorkøretøjer. Så skal man skal passe på udenlandske turister der ikke er vant til at køre på cykel.

I den gamle kejserby Hue skal man se paladset, som man arbejder på at bringe tilbage til fordums pragt med restaureringer. Og nogle få af de imponerende og smukke kejsergrave i omegnen. Når en ny kejser var udnævnt startede han på at bygge sit gravsted som var en park, hvor hoffet kunne tage ud se på arbejdet og drikke te.

Helhedsindtrykket er at det er en meget seriøs bog af en ekspert. Bogstaverne er lige lovligt små for ældre og svagtseende, men hvis skriften skal være større bliver det på bekostning på af antal oplysninger. Så hvis man er svagtsynet skal man overveje at medbringe en lup.

Can Tho og omegn

Jeg har valgt at sammenligne provinshovedstaden Can Tho i Mekongdeltaet med min anden guidebog »Lonely Planet Vietnam«, fordi jeg var der i januar. »Turen går til ..» har 4 forslag til steder man kan se, 2 hoteller og 2 restauranter. I Lonely Planet Vietnam er der et kort over Can Tho, foruden 9 forslag til steder man kan besøge, 8 forslag til hotel samt 7 forslag til spisesteder. Men hvis man rejser på en arrangeret rejse kan bogen være rigelig (og på dansk).

Rejser på egen hånd

Hvis man rejser på egen hånd anbefaler jeg at supplere med den den engelske »Lonely Planet Vietnam« som DVF sælger. Den er nu kommet i 12. udgave og er på 512 sider. Den har mere udførlige beskrivelser, mange flere byer og steder, flere forslag til hoteller, restauranter og cafeer. Det anbefales at lave hotelbestilling på hjemmesiderne www.momondo.com,  www.hotels.com og www.booking.com, som alle nu har applikationer til smartphones.

Andre bøger på dansk

Niels Fink Ebbesen har også skrevet ”Turen går til Laos & Angkor-templerne”, som er udsolgt fra forlaget, men kan lånes via www.bibliotek.dk.

Han har også har oversat og bearbejdet ”Rejsen rundt i Vietnam”. 6. udgave 2011, 384 sider, 240 kr. En omfattende kvalitetsrejsehåndbog med en enestående kombination af vidende engageret tekst og exceptionelle fotos. For tung at medbringe på rejsen med sine 774 gram, men se den inden rejsen. Lån via www.bibliotek.dk, uanset udgave.