Vietnam-krigen
- USAs historiske nederlag

Resourceside om Vietnamkrigen - Vietnam-krigens parterTidslinie for Vietnam-krigen i Vietnam, USA og Danmark
 Tabstal Vietnamkrigen 1960-1975 skønnet af Vietnam-eksperten Wilfred Gluud (PDF 1 side)

I 1975 måtte verdens mægtigste stormagt USA, se sig besejret af en befrielsesbevægelse fra en af den 3. verdens fattigste nationer. Overbevist om nødvendigheden af en sejr over befrielsesbevægelsen udvidede USAs skiftende regeringer gradvist engagementet. I løbet af et par årtier var det blevet til en omfattende udryddelseskrig, der foregik i det meste af Indokina

    
Nordvietnamesisk tank foran præsidentpaladset i Saigon den 30 april 1975. Erobringen af paladset markerede enden for det USA-støttede Sydvietnam og afslutningen af årtiers krig.
Resourceside om Vietnamkrigen

 

af Inger V. Johansen - bragt i Vietnam-bladet nr. 1-1985

Vietnam-krigen var historiens første TV-krig. Den intensive pressedækning var med til at rejse en politisk bevægelse og proteststorm verden over mod USAs krigsførelse. Men den stadig mere forpligtende karakter af USAs engagement kunne indtil midt i 60erne bevidst holdes skjult for omverdenen af den lille klike af beslutningstagere øverst i det amerikanske magtapparat.

Sådan begyndte det

For USA handlede det som så meget andet efter den 2. verdenskrig om at hindre det, man betegnede som "kommunismens fremmarch". Først skulle den standses i Vesteuropa med Marshall-hjælpen, dernæst vendtes blikket mod Asien efter den kinesiske revolution i 1949.
Dette involverede USA i Korea-krigen i 1950 og i den franske Indokina-krig (1946-54) det samme år. Ved Indokina-krigens afslutning havde USA betalt 3/4 af Frankrigs omkostninger i krigen. Den amerikanske regering tilbød endog at sende amerikanske tropper til Vietnam og planlagde at sende fly med taktiske atombomber, da Frankrig blev fanget i sit endelige nederlag ved Dien Bien Phu i foråret 1954.

Domino-teorien

Den blinde logik bag det voksende amerikanske engagement i Indokina op til 1967-68 var "Domino-teorien". 1 1950 vurderede USAs nationale sikkerhedsråd, at Indokina var et nøgleområde for USAs sikkerhedsmæssige interesser i Sydøstasien: Hvis Indokina faldt for kommunismen, kunne man forvente, at Thailand og Burma også ville falde som brikkerne i et domino-spil.
1 1954 stod der i et dokument fra sikkerhedsrådet, godkendt af præsident Eisenhower, at hvis blot et enkelt land i Sydøstasien faldt, ville det på længere sigt føre til, at resten af Sydøstasien og sidenhen Indien og Japan ville falde, for til sidst "at bringe Europas stabilitet og sikkerhed i fare".
Udtalelser fra Eisenhower og andre ledende amerikanske politikere på denne tid viser, at Domino-teorien skulle retfærdiggøre amerikansk intervention ikke blot for at tjene USAs sikkerhedsmæssige / strategiske interesser, men også umiddelbare økonomiske interesser.
Men først og fremmest skulle den bruges i strategisk øjemed: den understøttede en global anti-kommunistisk og kontrarevolutionær strategi, meget lig strategien bag den aktuelle amerikanske udenrigspolitik.
Logikken i USAs opfattelse af konflikter i verden er stadig præget af Domino-teorien, hvilket f.eks. kan iagttages i Mellemamerika, hvor USAs aggression mod Nicaragua er styret af overbevisningen om den nicaraguanske revolutions afsmittende virkning på nabolandene. Opfattelsen af "konfliktspredningen" er mekanisk og underordner betydningen af sociale problemer, politisk undertrykkelse, m.v.

Vietnam deles

Med Geneve-aftalen i 1954 delte en våbenhvile midlertidigt landet. Men der blev ikke afholdt valg i 1956, og delingen kom til at vare til 1975.
Den vietnamesiske befrielsesbevægelse - Vietminh - opnåede ved Geneve-aftalen i juli 1954, at de indokinesiske lande omsider blev erklæret for suveræne og uafhængige i en international aftale. Men blev samtidig - på baggrund af et kompromis mellem de deltagende stormagter - tvunget til at acceptere en midlertidig deling af Vietnam ved den 17. breddegrad og en omgruppering af styrker nord for demarkationslinjen. Dette til trods for, at Vietminh havde befriet langt større dele af Vietnam
En genforening af landet skulle ifølge aftalen finde sted, efter at der var blevet gennemført frie valg i hele landet i 1956.

USA omgår Geneve-aftalen

USAs regering betragtede Geneve-aftalen som en "katastrofe". Fra efterretningskilder i Vietnam var den blevet orienteret om, at "kommunisterne" stod stærkt, og at "opbygningen af et stærkt styre i Sydvietnam sandsynligvis ikke ville kunne ændre på denne situation". Udenrigsminister John Foster Dulles skrev i et hemmeligt telegram hjem fra Geneve-konferencen, at ... "et valg i sidste ende antagelig vil betyde en genforening af Vietnam under Ho Chi Minhs ledelse".
Som følge heraf underskrev den amerikanske regering ikke aftalen, men lovede dog i en erklæring at overholde dens bestemmelser.
Men allerede inden aftalen var blevet underskrevet, tog USA konkrete skridt til at bryde den. Dette og alle de følgende afgørende skridt til en udvidelse af engagementet i Vietnam i 50erne og 60erne skete på tværs af informationer og råd fra efterretningskilder i CIA, udenrigsministeriet og kilder i Pentagon.
Ifølge Pentagon Rapporten - en hemmeligstemplet amerikansk regeringsundersøgelse af USAs rolle i Indokina siden 2. verdenskrig, offentliggjort af New York Times i 1971 - skete udvidelsen af engagementet under Eisenhowers og Kennedys regeringer først og fremmest, fordi de troede på Dominoteoriens antagelser. Senere blev det især til et spørgsmål om at bevare USAs troværdighed.

Lansdales hemmelige operationer

Geneve-aftalen forbød tilstedeværelse af fremmede tropper eller opbygning af fremmede baser i Vietnam, samt brug af vietnamesisk territorium til militære formål. Skæringsdatoen var den 11. august 1954.
Men allerede i juni havde USA sendt den legendariske CIA-agent, oberst Edward G. Lansdale - ekspert i guerillabekæmpelse - for at planlægge hemmelig krigsførelse mod Vietminh. Han skyndte sig at få sendt et hold på 342 agenter til Vietnam inden den 11. august, hvor de blev tilknyttet den amerikanske militærmission i Saigon for at skjule deres egentlige professionelle identitet.
Dette hold agenter udførte selvstændige sabotagehandlinger i Nordvietnarn helt frem til oktober 1954, hvorefter de overlod hvervet til et hold vietnamesere, de havde optrænet.

Storstilet hjælp til Saigon-styret

I begyndelsen af august 1954 besluttede USA at iværksætte et storstilet program for økonomisk og militær bistand for resten af 50-erne til det nyligt oprettede Saigon-styre - under ledelse af Ngo Dinh Diem, der netop var vendt hjem fra USA. En beslutning, der først blev kendt af offentligheden langt senere - som de fleste af USA-regeringernes afgørende beslutninger i relation til Vietnam.
I september oprettedes på amerikansk foranledning forsvarspagten SEATO, bestående af USA, Australien, New Zealand, Storbritannien, Frankrig, Thailand, Philippinerne og Pakistan.
Pagten indeholdt en protokol, som garanterede beskyttelse af Cambodia, Laos og "fristaten" Vietnam (Sydvietnam), og som USA derfor kunne bruge som basis for sin militære støtte til Saigonstyret. Senere tjente den til direkte at inddrage flere af SEATO-landene i krigen enten som leverandører af regulære styrker til krigen eller ved at stille luftbaser til rådighed for USA på deres territorium.


"Jeg har aldrig talt med eller set noget skriftligt materiale fra nogen person med kendskab til udviklingen i Indokina, som ikke var enig i, at hvis der havde været afholdt frie valg i Vietnam, ville muligvis op mod 80% have stemt på kommunisten Ho Chi Minh."

Fhv. præsident Eisenhower i sin erindringsbog: "Mandate for Change"


Kennedy-årene: Frem mod et "dybt engagement"

Kennedy blev valgt til USAs præsident i slutningen af 1960 omtrent samtidig med at FNL - den vietnamesiske nationale befrielsesfront - blev oprettet i Sydvietnam.
Efterretningskilder i Sydvietnam meddelte den amerikanske regering, at oprørstilstanden i Sydvietnarn - især i landområderne - nu var vokset til et sådant omfang, at det kun kunne betyde, at "Vietcong" (amerikansk slangudtryk for vietnamesiske kommunister) ville udvide deres områder, og at modstanden mod Diem-styret ville vokse.
Alligevel blev USAs Vietnam-politik i Kennedy-årene forvandlet fra Eisenhowers "begrænsede risikos politik" til et "dybt engagement". Regulære hærenheder blev ikke officielt overført til Vietnam, men der var tale om et stærkt udvidet militært og politisk engagement. Dette medførte dog ikke, at den politiske situation i Sydvietnam var forbedret, da Lyndon Johnson overtog præsidentembedet efter mordet på Kennedy i slutningen af 1963. Tværtimod.


"De ideer, I påberåber jer, vil ikke forandre noget... I går indtog I amerikanere vores plads i Indokina. I vil tage arven op os og genoplive en krig, som vi afsluttede. Jeg forudsiger at I skridt for skridt vil blive suget ned i et bundløst militært og politisk hængedynd"

Frankrigs præsident de Gaulle til USAs præsident Kennedy i 1961


"Counter-insurgency" strategien

"Kennedy-æraen" betød et skift i USAs politik i den 3. verden. Fra hidtil at have spillet en underordnet rolle i USAs anti-kommunistiske korstog blev bekæmpelsen af revolutioner i den 3. verden en central opgave for USA, sideløbende med, at presset mod Sovjetunionen og de andre ikke-kapitalistiske stater skulle opretholdes. Dette skift i USAs politik skete
ikke blot på baggrund af erfaringerne fra Vietnam, men også på grund af revolutionen på Cuba og en tiltagende social uro i andre dele af den 3. verden.
Som basis for denne politik udviklede USA en "counterinsurgency" (= oprørs-/guerillabekæmpelse)-strategi i den 3. Verden: en mere avanceret form for indirekte interventionspolitik, hvor der spilles på alle tilgængelige strenge - det være sig økonomiske, Politiske, efterretningsmæssige, kulturelle/ideologiske eller rnilitære. Samtidig sattes en kraftig amerikansk militær opbygning i gang som reserve, hvis den indirekte intervention slog fejl.
Forskellige børn af denne politik i Kennedy-årene var det såkaldte Fredskorps - amerikanske ulandsfrivillige, der blev sendt til den 3. verden som dække over efterretningsvirksomhed og ideologisk infiltration. De berygtede specialstyrker - "De grønne baretter" - specielt trænet i guerillabekæmpelse. Samt "pacificerings"-politikken i mere udviklede konflikter som f.eks. i Vietnam, der bl.a. Omfattede oprettelse af "strategiske landsbyer" - indhegnede landsbyer, hvor befolkningen kunne holdes under militær kontrol.

De Grønne Baretter ankommer

De første specialstyrker overførtes i dyb hemmelighed til Vietnam i 1961. Af samme årsag betegnes den amerikanske krigsførelse i perioden 1961-65 Specialkrigen. Noget af det mest bemærkelsesværdige ved Specialkrigen var måden, hvorpå USAs regering kombinerede en gradvis og Omfattende udvidelse af engagementet med den størst mulige begrænsning af offentlighedens kendskab til USAs voksende rolle.
Fra november 1961 til oktober 1963 øgedes antallet af amerikanske styrker i Vietnam fra 948 til 16.732.
I samme periode overførtes helikopter-styrker, spionageflyvninger indledtes fra baser i Thailand og fra den 7. flåde i Stillehavet, og fly blev sendt ind over de sydvietriamesiske landområder for at besprøjte dem med kemiske afløvningsmidler.
Sigtet var at fjerne befrielsesbevægelsen fra disse områder og genne befolkningen væk fra områderne Og ind i strategiske landsbyer eller ind til de større byer. Dette var en måde at fjerne vandet (befolkningen) fra fisken (guerillaen) på.
Ved Vietnam-krigens afslutning var over halvdelen af befolkningen i de sydvietnarnesiske landområder blevet drevet ind til byerne. I taktikken indgik desuden en yderligere opbygning og anvendelse af Saigon-styrets hær. På intet tidspunkt af Vietnam-krigen nåede den dog nogen egentlig kampduelighed.
I slutningen af 1963 gav den amerikanske regering grønt lys for et kup mod Diem-styret. Diem blev myrdet. årsagen var dels, at man vurderede, at Diem-styrets korruption, brutalitet og manglende kompetence bar en stor del af skylden for FNLs succes Dels at den sociale uro i løbet af 1963 var vokse til et foruroligende omfang for USA, bl.a. På grund af Diem-styrets forsøg på at bekæmpe uroen med tiltagende undertrykkelse.


General Maxwell Taylor, december 1964, På et hastigt sammenkaldt møde med nogle Yngre sydvietnamesiske officerer, som kort forinden havde prøvet på et af de utallige kup og modkup i Saigon i disse år:

"Forstår alle her engelsk? Jeg fortalte jer alle meget klart ved middagen, som general Westmoreland gav, at vi amerikanere er trætte af jeres kupforsøg. Åbenbart har mine ord været totalt spildt. Det er måske fordi der er noget gal, med mit franske, da I helt tydeligt ikke har forstået mig. Jeg gjorde det klart, at alle de militære operationer, som vi sammen, skal udføre, er afhængige af stabilitet i regeringen. Nu har I ødelagt det hele. Vi kan ikke blive ved med i al evighed at holde jer oppe, hvis I fortsætter med den slags. Hvem taler for den her gruppe? Har I overhovedet en talsmand?"


Totalkrigen

USA fortsatte med at øge bombardementerne og antallet af amerikanske tropper. Modstanden fra befrielsesfronten FNL voksede til en folkekrig.
Allerede i 1961 var der igen blevet indledt hemmelig krigsførelse ikke blot mod Nordvietnam, men også mod Laos, hvor befrielsesbevægelsen Pathet Lao truede Vest magternes indflydelse. Den hemmelige krigsførelse var planlagt af (nu) brigadegeneral Lansdale, Pentagon.
Men det var først Tonkin-bugt-episoden i august 1964, - et sammenstød mellem nordvietnamesiske torpedobåde og amerikanske destroyere - der blev brugt til åbent og officielt at udvide engagementet til en regulær krig. Dette skete dog først efter præsidentvalget i slutningen af 1964: 1 april 1965 besluttede USAs regering at sende de første landstyrker ti
Sydvietnam med henblik på at indgå i offensive aktioner. Ved årets udgang var der 184.314 amerikanske soldater i Sydvietnam. Antallet kom efterhånden op på over en halv million.
Brugen af Tonkin-bugt-episoden til at eskalere krigen viste sig senere at være et skalkeskjul. I de 6 måneder inden episoden havde USA gennemført bombninger i Nordvietnam. I samme tidsrum havde man endelig planlagt den udvidede bombekampagne, der skulle iværksættes som gengældelse mod Nordvietnam, når vietnameserne engang reagerede på de amerikanske provokationer. Man havde desuden udarbejdet en resolution, som blev forelagt Kongressen efter episoden og vedtaget næsten enstemmigt. Denne resolution var formuleret på en måde, så den kunne bruges som en reel krigserklæring.

FNL - Den nationale Befrielsesfront

Befrielseskampen i 60erne var baseret på lokale FNL-styrker, der fik materiel og rådgiverstøtte fra Nord. FNL var en frontorganisation, sammensat af repræsentanter fra 23 forskellige partier, masseorganisationer, religiøse grupper og nationale mindretal. Men de hemmeligt organiserede medlemmer af Vietnams Arbejderparti (nu Vietnams Kommunistiske Parti) i Syd, udgjorde absolut den stærkeste og drivende kraft i fronten.
De sydvietnamesiske kommunister pressede i slutningen af 50erne igennem flere år den nordvietnamesiske regering for at få den fornødne støtte til at kunne igangsætte en befrielseskamp. I Nord var holdningen den, at der først skulle være sikkerhed for folkelig opbakning i Syd. Men desuden var der problemer med at skaffe den materielle støtte udefra.
Sovjetunionen ville på dette tidspunkt ikke støtte nationale befrielseskampe i den 3. verden som en konsekvens af deres daværende udlægning af den fredelige sameksistenspolitik. Det var først efter Krusthofs fald i 1964, at Sovjetunionen lovede at yde omfattende hjælp. Indtil da kom den næsten udelukkende fra Kina.
Det var ikke en overdreven reaktion fra USAs side, når man så sig nødsaget til efterhånden at udvide den militære støtte til over en halv million mand. Saigon-styret vandt aldrig nogen styrke, og FNL stod stærkt allerede i 1960, da fronten blev dannet. I Pentagon Rapporten vurderes det, at den året efter sin dannelse havde fire-doblet sit medlemstal, som anslås til 300.000. Opbakningen og de befriede områder udvidedes støt i løbet af 60-erne.


"FNL opfattede lige fra starten hele revolutionen ikke som en begrænset krig, men som en politisk kamp med geværer - en virkelig og ikke semantisk forskel. De fastholdt, at deres kappestrid med GVN (=Saigon-styret) Og USA skulle udkæmpes på politisk plan og at brugen af massiv militær magt i sig selv var illegitim."

Douglas Pike, amerikansk regeringsrådgiver, 1966


USAs 2-delte politik

USAs politik tog sigte på at fastholde eet 2-delt Vietnam for at forhindre en sejr til de anti-imperialistiske kræfter. Dette var årsagen til, at USA havde undladt at underskrive og brudt Geneve-aftalen, der officielt anerkendte Vietnam som ‚t land. Derfor havde USA set til, at Diem-styret afviste at forhandle med den nordvietnarnesiske regering om afholdelse af frie valg i hele Vietnam i 1956, som det var bestemt i Geneve-aftalen.
Og derfor søgte USA fra det tidspunkt, de oprørslignende tilstande tog til i Sydvietnarn i slutningen af 50-erne at hindre den nordvietnarnesiske støtte til befrielseskampen.
Det 2-delte Vietnam og korstoget mod kommunismen var grundlaget i den amerikanske regerings propaganda udadtil, der skulle legitimere engagementet i Vietnam: USAS tilstedeværelse i Sydvietnam var et forsvar for "demokratiet" i Syd mod den "kommunistiske" trussel fra Nord, der var dirigeret fra Moskva og Peking.
Da FNL blev dannet og engagementet skulle øges, blev FNL og oprøret i Syd præsenteret som skabt af "Nordvietnam" eller FNL som "nordvietnamesere", for at give det indtryk af, at der ikke var nogen befrielseskamp i Syd, og at Nordvietnarn var en fremmed magt. Da krigssituationen forværredes og offentligheden for alvor begyndte at interessere sig for krigen i Vietnam, blev den udlagt som et nordvietnamesisk erobringstogt mod Sydvietnam, og senere også mod Cambodia og Laos.
Det er den samme propaganda, USAs regering og tilhængere af USAs politik har anvendt efter krigen, hvor dens udfald er blevet udlagt som en nordvietnarnesisk erobring af Sydvietnam for på den måde at skjule de ubehagelige kendsgerninger om USAs krigsførsel og nederlag.


"Der er sandsynligvis en grænse for, hvor langt mange amerikanere og store dele af verden vil tillade USA at gå. Det er ikke just et smukt syn at se verdens største supermagt dræbe eller lemlæste et tusind civile om ugen i forsøget På at bombe en lille tilbagestående nation til underkastelse På grund af et spørgsmål der er utrolig stor uenighed om."

Forsvarsminister McNamara i et rnemorandum, 1967


Støtten fra Nord

Det er uklart, hvor meget den amerikanske regering troede på sin egen propaganda. Af Pentagon Rapporten fremgår det, at man var klar over, at der blev infiltreret mandskab fra Nord til Syd. Men ifølge William Colby, der var CIA chef i Saigon, var det tidligst i slutningen af 1964, at de første nordvietnamesiske styrker kom sydpå. Inden da drejede det sig om sydvietnamesiske kadrer, som var blevet tvunget til at rejse nordpå i forbindelse med Geneve-aftalen. Selv ud fra den amerikanske regerings egne præmisser - at Vietnam var to lande - kunne den nordvietnamesiske trussel hverken bruges som påskud for optrapningen af engagementet i 1961, det tidspunkt, hvor USA og Saigon-styret f.eks. indledte hemmelig krigsførelse mod Nordvietnam, eller i forbindelse med de senere optrapninger af krigen under Kennedy.
Det er imidlertid givet, at baggrunden for USAs hemmelige krigsførsel og senere bombekrig mod Nordvietnam var antagelsen om, at det var nordvietnameserne, der dirigerede FNL-styrkerne i Syd.


"Ved at udvide luftkrigen, så den også omfattede Nord, havde USA skabt en de facto militær genforening af Vietnam. Hvis de amerikanske piloter i bombeflyene kunne behandle Vietnam som om det var et land, hvorfor kunne Giaps landstyrker så ikke gøre det samme?"

Wilfred Burchett: "At the Barricades", 1980


Sigtet med bombningerne i Nordvietnam i begyndelsen af 1964 havde været at få guerillaaktiviteterne i Syd ned på et niveau, hvor det nye svage Saigon-styre kunne klare det. Dette fik naturligvis ikke det ønskede resultat. Tværtimod måtte USA indsætte de amerikanske landstyrker i Syd i 1965 af frygt for, at styret skulle bryde sammen på grund af guerilla-aktiviteterne.
USA var ikke i stand til at vurdere og forstå den selvstændige indre drivkraft i en national anti-imperialistisk befrielsesbevægelse som den vietnamesiske. Dette var baggrunden for meget af USAs fejlslagne politik i Vietnam. For vietnameserne var udviklingen efter 1954 en fortsættelse af befrielseskampen mod Frankrig - blot med de nye aktører: USA havde indtaget den gamle koloniherre Frankrigs rolle og indsat et nyt marionetstyre i Saigon i stedet for det gamle.
Fra første færd så USA derimod befrielsesbevægelsen Vietminh som led i en slags international kommunistisk sammensværgelse, hvor Sovjetunionen og Kina sad og trak i trådene, ligesom man senere forestillede sig, at den nordvietnamesiske regering trak i trådene i hele Indokina.
Befrielseskampen og dens overordnede linier har sandsynligvis været besluttet i fællesskab af de anti-imperialistiske kræfter i Nord og Syd. Men kampen hvilede i høj grad på decentrale beslutninger og aktiviteter. Der er ingen tvivl om, at hjælpen fra Nord har været omfattende. Men det er sandsynligvis først i kampens senere faser, at den nordvietnamesiske hær blev inddraget i så stort et omfang som i de militære kampagner i 1972 og 1975.


"Krigen kan vare fem år, ti år, tyve år eller længere. Hanoi, Haiphong og andre byer og virksomheder kan blive ødelagt. Men det vietnamesiske folk lader sig ikke skræmme. Intet er mere dyrebart end frihed og uafhængighed."

Ho Chi Minh: Appel til nationen, 1966


Tet-offensiven

Tet-offensiven - FNLs samtidige overraskelsesangreb på 140 større byer og næsten samtlige militære baser i Sydvietnam i vinteren 1968 - var en afgørende styrkeprøve og sejr for den vietnamesiske befrielsesbevægelse. Den rystede USAs regering i sin grundvold -præsident Johnson trak sig tilbage som kandidatemne ved det kommende præsidentvalg - fordi den afslørede USAs propaganda om at være tæt ved en sejr som løgn og bedrag over for verdensoffentligheden. Den tvang USA til at indgå i Politiske forhandlinger. Den blev begyndelsen til enden på krigen. Men det var en dyr sejr for FNL: Visse steder kostede den op imod 90% af FNLs kadrer livet,
FNL vidste på forhånd, at der skulle ofres meget for at opnå denne nødvendige sejr. Men ingen tænkte dengang på de problemer, som de mange tab af erfarne kadrer kunne skabe for genopbygningen i Syd efter en endelig sejr.
Når det efter krigen har været nødvendigt at forstærke administrationen i Syd med kadrer fra Nord, skyldes det først og fremmest tabene i Tet-offensiven og de efterfølgende mord- og terrorkampagner mod de oppositionelle kræfter. Under det CIA-styrede "Fønix Program", der varede fra 1961 til -71, kørte sydvietnamesiske specialstyrker en veritabel kampagne med mord, tortur og fængsling af mistænkte. Ifølge det amerikanske udenrigsministerium
blev 35.708 civile vietnamesere myrdet eller bortført. Et tal der ifølge den tidligere CIA-agent i Vietnam, Frank Snepp, er alt for usikkert og lille, da kun mistænkte - og ikke civile og bekræftede - FNL-medlemmer blev talt med.
Den såkaldte "3. styrke" (religiøse og liberale kræfter i byerne) blev fra slutningen af 60-erne, og specielt i 1973-75, næsten udryddet som politisk kraft i Saigon-styrets fængsler.

Vietnamiseringen

For at stoppe modviljen mod krigen i den amerikanske befolkning blev krigen "vietnamiseret". Amerikanske tropper skulle erstattes af vietnamesere. Det var USAs nye præsident Nixon og hans særlige rådgiver, Henry Kissinger, der var mændene bag Nixon-doktrinen eller "vietnamiserings-politikken", som blev lanceret i 1969. Denne nye taktik blev indført som reaktion på Tet-offensiven, der havde vist, at krigen ikke
kunne vindes ved hjælp af de mange landstyrker. Det store antal faldne og sårede havde skabt en stærk modvilje mod krigen i den amerikanske befolkning, moralen var lav i de amerikanske styrker i Sydvietnam, og krigen var for kostbar: 1 1968 kostede den USA 33 milliarder dollars. Det var ikke længere muligt at løse problemerne med en traditionel udvidelse af krigen.
Formålet med den nye taktik var igen at gøre den amerikanske krigsførelse hemmelig og skjult, ligesom før 1965, så USA blev mindre sårbar i den hjemlige og internationale opinion.
De amerikanske styrker skulle trækkes tilbage og lokale styrker udkæmpe USAs krig: USA ville "lade vietnamesere kæmpe mod vietnamesere", som FNL udtrykte det. I løbet af 70-erne nåede USA at få opbygget en hvervet sydvietnamesisk hær på over 1 million mand.


"Vi må erkende, at til trods for en massiv overførsel af 500. 000 amerikanske tropper, 1,2 millioner tons bomber om året, 400.000 angrebstogter om året, at der er dræbt 200.000 fjendtlige styrker i løbet af tre år og 20.000 amerikanske styrker er dræbt i samme periode, - så er vores kontrol af landområderne og forsvaret af byerne nu tilbage til perioden før august 1965. Vi har kun sikret status quo efter en enorm indsats."

Rapport fra det amerikanske udenrigsministerium, marts 1968


Krigen udvides endnu engang

Vietnamiserings-politikken lignede en indskrænkning af krigen - og som sådan skulle den også bruges i den amerikanske offentlighed.
Krigen i Indokina forsvandt gradvist fra TV-stationernes nyhedsudsendelser og avisernes forsider, men også som følge af, at regeringen nu bevidst søgte at holde pressen væk fra krigsskuepladsen.
Men i ly af dette udvidede man i virkeligheden krigen: Som erstatning for krig på landjorden intensiveredes luftkrigen i Vietnam, og de "hemmelige" bombetogter over Laos tredobledes. Der blev brugt milliarder på at afstive Saigon-styrets undertrykkelsesapparat, og CIAs og Saigon-styrets udslettelsesoperationer (Fønix-programmet) og undertrykkelse tog kraftigt til.
USA og Saigon-styret invaderede først Cambodia i 1970 og dernæst Laos i 1971 - angiveligt for at finde og udslette FNLs baseområder. invasionen i Cambodia fulgte umiddelbart efter et CIA-forberedt kup imod den neutrale Sihanouk, der afsattes til fordel for den pro-amerikanske Len Nol. Hermed var Cambodia officielt inddraget i USAs krig i Vietnam.
Efter underskrivelsen af våbenhvileaftalen i Paris i januar 1973 indledte USA tæppebombardementer af Cambodia, fordi befrielsesbevægelsen FUNK hovedsageligt bestående af Khmer Rouge) havde afvist at deltage i våbenhvileforhandlingerne, og derfor ikke var omfattet af aftalen. Ved at inddrage Cambodia i krigen banede USA vej for det berygtede Pol Pot-styre.
Pol Pots fløj i befrielsesbevægelsen styrkedes afgørende under og efter de voldsomme tæppebornbardementer i 1973, hvor befrielsesbevægelsen ifølge amerikanske oplysninger mistede 16.000 mand, sandsynligvis en fjerdedel af sin samlede kampstyrke. Under bombekrigen i Cambodia, der varede fra 1970, blev over 600.000 mennesker dræbt, og næsten halvdelen af befolkningen blev gjort til flygtninge i deres eget land.
Med den øgede vægt på teknologisk avanceret luftkrigsførelse og udvidet brug af antipersonelbomber og miner i hele Indokina ændrede krigen under Nixon karakter i retning af en omfattende "hemmelig" udryddelseskrig: En krig, hvor der ikke længere skelnedes mellem civile og militære mål, og hvor bombekrigen gjorde det vanskeligere for presse og offentlighed at danne sig et reelt indtryk af krigens omfang og følger.


"Skønt det var vort mål at narre den amerikanske presse, offentligheden og Kongressen, lykkedes det bedst for os i efterretningsvæsenerne at narre os selv", beretter den forhenværende CIA-analytiker Samuel Adams overfor Efterreiningsudvalget i Repræsentanternes Hus. "Det var hensigten at vise, at fjenden ikke voksede sig stærkere, og at USA var ved at vinde krigen".
Samuel Adams sagde, at han havde modtaget et fortroligt telegram herom fra den amerikanske øverstkommanderende, general Creighton A brams (der efterfulgte general Westmoreland i juni 1968). Det amerikanske efterretningsvæsen havde besluttet sig til at holde fast ved tallet 300. 000 om "de fjendtlige styrker". Det skete på trods af, at man vidste, at deres virkelige styrker var cirka dobbelt så store, og for at "forhindre pressen i at drage fejlagtige og dystre konklusioner".

Wilfred Burchett: "Græshopper og elefanter", 1977


Jule-bombardementerne

Bornbardementerne af Nordvietnarn fortsattes efter Nixons tiltræden som præsident i 1969, dog med bombe-"pauser" af propagandahensyn. USA havde et køligt forhold til våbenhvileforhandlingerne i Paris, og det var først den hidtil største militære offensiv
FNLs og nordvietnarnesiske styrkers forårsoffensiv i 1972 - der tvang USA til at søge enighed om en aftale.
Denne offensiv fandt betegnende nok sted umiddelbart efter Nixons første besøg i Peking, der efterfulgtes af en amerikansk afbrydelse af forhandlingerne i Paris. Ligeså betegnende var det, at hverken den sovjetiske eller den kinesiske regering var orienteret om offensiven på forhånd, ligesom de heller ikke havde haft kendskab til Tet-offensiven, inden den fandt sted. Dette var en anden måde at fortælle USA, at det var vietnameserne - og ikke kineserne eller russerne - der skulle forhandles med.
Lige til det sidste vægrede USA sig ved at underskrive våbenhvileaftalen i Paris. Med voldsomme bombardementer af Hanoi og Haiphong i julen 1972 søgte USA angiveligt at tvinge vietnameserne til at give USA en bedre aftale. I disse som i tidligere bombardementer anvendtes de avancerede B-52-fly. B-52erne var dengang USAs hurtigst flyvende bombefly og kostede ca. 1 milliard danske kr. stykket.
Mod forventning lykkedes det de nordvietnarnesiske forsvarsgrupper - mange af dem bestående af kvinder fra de lokale folkekomiteer - udstyret med det mest avancerede sovjetiske anti-luftskyts, at nedskyde 20-25% af USAs B-52-flåde. Dette var en økonomisk og militær katastrofe for USA.


"Kvinderne i lands byerne blev vant til at bearbejde de Saigon-soldater, der fulgte i kølvandet på enhver amerikansk operation. Soldaterne blev advaret om, at kvinderne havde "set Vietcong udlægge miner og fælder i den retning". Ofte havde kvinderne deltaget i udlægningen af minerne. Men Saigon-soldaterne var taknemmelige over advarslerne, som de prompte gav videre til de lige så taknemmelige amerikanske soldater. Angrebskolonnerne ændrede derefter ofte kurs i en retning, hvor guerillaerne lettere kunne foretage overraskelsesangreb."

Wilfred Burchett: "Græshopper og elefanter", 1977


Paris-aftalen

Paris-aftalen blev underskrevet af USA, Saigon-styret, DRV (Nordvietnam) og PRG (den provisoriske revolutionsregering) den 27. januar 1973.
Så hurtigt som dagen efter underskrivelsen blev den krænket af Thieu-styret i Saigon, der sendte et regiment af sine marinesoldater til angreb på et område kontrolleret af PRG/FNL. En hændelse, der varslede om hvordan USA og Saigon-styret betragtede og ville forholde sig til Paris-aftalen.
Dette betød dog ikke, at aftalen var værdiløs for PRG/FNL og Nordvietnam. Den anerkendte officielt Vietnam som ‚t land med henvisning til Geneve-aftalen fra 1954. PRG/FNL kunne forblive i og kontrollere deres befriede områder i Sydvietnam, hvor Vietminh var blevet tvunget nord for den 17. breddegrad efter Geneve-aftalen. Alle krigshandlinger skulle ophøre, hvilket standsede USAs bombetogter over Nordvietnarn. Alle amerikanske tropper og militære rådgivere skulle trækkes tilbage og de Militære baser nedlægges, hvilket - trods alt - resulterede i, at alle tropper blev trukket tilbage til USA.
Saigon-styret afviste, helt og aldeles at indgå i forhandlinger om en politisk løsning og frie valg, som Paris-aftalen havde bestemt skulle varetages af et nationalt forsoningsråd bestående af PRG, Thieu-styret og den 3. styrke.
Ligesom Saigon-styret tilsidesatte bestemmelserne om indførelse af demokratiske rettigheder og løsladelse af politiske fanger: Fangerne blev gjort til "kriminelle" og sympatisører af "Vietcong", og "den 3. styrke" forfulgtes og udryddedes skånselsløst. Dette var også en følge af Nixons vietnamiseringspolitik, der i højere grad overlod kontrollen af Sydvietnam til det reaktionære Thieu-styre.
Det viste sig således endnu engang, at USA og Saigon-styret på tværs af alle betingelser stadig troede det var muligt at tvinge befrielsesbevægelsen i knæ og fastholde Sydvietnam som en amerikansk lydstat.
Saigon-styret optrappede sine ikke specielt vellykkede angreb på de PRG-kontrollerede områder, og i løbet af 1973 og 1974 udviklede de militære sammenstød sig til en krigslignende situation, som var vanskelig at skelne fra situationen i krigsårene efter 1965.

Befrielsen

USAs og Saigon-styrets brud på Paris-aftalen var baggrunden for Nordvietnams og PRGs beslutning om at iværksætte en storstilet offensiv i vinteren og foråret 1975. En militær kampagne, der sammen med lokale folkelige opstande skulle vise sig på blot 55 dage at være i stand til at løbe Salgon-styret helt over ende.
Allerede i december 1974 gik FNL i offensiven i den sydlige provins Phouc Long og havde i begyndelsen af januar befriet hele provinsen - den første hele provins under PRGs kontrol. I begyndelsen af marts indledtes Nordvietnarns og PRGs fælles offensiv i det centrale højland. Inden udgangen af marts var 13 hele provinser i det centrale højland og i det nordlige Sydvietnam befriet, og Saigon-styrets hær gik i opløsning og var drevet på flugt mod syd.
At det kunne gøres så hurtigt overraskede selv offensivens planlæggere, der siges at have regnet med, at denne første del af offensiven ville tage i hvert fald 3 måneder. En ny beslutning blev taget næsten ligeså hurtigt: At fortsætte offensiven mod Saigon og befri hele Sydvietnam. Med denne beslutning startede "Ho Chi Minh-Kampagnen", offensiven som i lyntempo væltede USAs og Saigon-styrets bastioner over ende og afsluttedes med Saigons befrielse den 30. april.
Hermed var hele Vietnam -uventet for verdensoffentligheden og ligeså uventet for nordvietnameserne og PRG - pludselig befriet og den amerikanske overmagt besejret.


"På befrielsesdagen i Saigon var der ingen gamle regninger, som skulle betales, ingen jagt på fascister; de besejrede blev ikke udstillet offentligt eller ydmyget. Der var ingen nøgne kvinder med barberede hoveder, der blev skubbet frem og tilbage mellem 2 rækker mennesker, som jeg selv havde oplevet under befrielsen i Europa. I Saigon var der ikke den 30. april og de følgende dage en eneste henrettelse af kollaboratører, politifolk eller bødler."

Tiziano Terziani: "Giai Phong! The Fall and Liberation of Saigon", 1976


Hvordan sejren blev til

Hvis man meget skematisk skal opregne de væsentligste årsager til, at en lille befrielsesbevægelse i den 3. verden kunne besejre verdens mægtigste imperialistiske magt, må det blive som følger:
Først og fremmest den vietnamesiske folkekrigsstrategi med kombinationen af politisk og militær kamp, men med den politiske kamp som omdrejningspunktet. Dvs. på den ene side dens vægt på at inddrage befolkningen i kampen, inspirere til at udvikle nye samfundsstrukturer under befrielseskampen, og på den anden altid vælge den politiske fremfor den militære kamp, hvis det var muligt, og altid have det politiske mål for øje under den militære kamp.
Senere i kampen udarbejdede den berømte vietnamesiske militærstrateg, general Giap, en kombination af folkekrig/guerillakrig med en regulær krigsførelse. Den vietnamesiske befrielseskamp er den mest udviklede form for befrielseskamp ført i noget 3. verdensland til dato.
Baggrunden for at den vietnamesiske befrielseskamp kunne udvikles til et sådant niveau er ikke svær at finde: Erfaringerne fra de mange års anti-kolonialistisk og anti-imperialistisk kamp. Vietnameserne har været næsten uafbrudt i krig siden 1940, og udviklede folkekrigsstrategien i løbet af krigen mod Frankrig.
Men også det faktum, at de ledende kræfter i den nationale befrielseskamp siden 1930 har været socialister, der indså nødvendigheden af at opnå såvel en national som en social revolution, og derfor skulle bygge på en snæver alliance mellem de fattige bønder og byernes arbejderklasse.


"Kampmetoderne er. at kombinere militær og politisk kamp, at rejse en ånd af uafhængighed, selvbestemmelse og tiltro til egne kræfter og samtidig at tillægge den faste solidaritet og hjælp, vi møder fra de socialistiske lande og verdensfolk en stor betydning... Det er hovedsageligt fordi Vietnam står i spidsen for de nationale befrielsesbevægelser, at yankeerne tror, at hvis de kan vinde i Vietnam, vil de være i stand til at besejre folkenes befrielsesbevægelser ... "

General Giap, august 1969


Solidaritetsarbejdet

Af andre væsentlige årsager til den vietnamesiske sejr skal nævnes på den ene side den omfattende materielle hjælp udefra - især de meget avancerede forsvarsvåben, som Sovjetunionen kunne levere, og som var vitale for vietnameserne for at kunne forsvare sig mod den amerikanske krigsmaskine.
Som en tredje faktor skal først og fremmest nævnes modstanden mod krigen i USA, uden hvilken den amerikanske regering sandsynligvis ville Indokina med taktiske atomvåben.
Og endelig de stærke solidaritetsbevægelser i andre vestlige lande, der hentede inspiration i den vietnamesiske befrielseskamp og formidlede en ny bevidsthed om USA-imperialismen og dens karakter. På få år skabtes der i slutningen af 60erne en stærkt kritisk holdning til USA og USAs krigsførsel i Vietnam.

Krigens sår

Men årtiers krig - især den sidste krig - har sat sig sine spor i Vietnam. Den dag i dag må vietnameserne bruge uanede mængder af ressourcer i kampen mod krigens eftervirkninger. Intet andet 3. verdensland har været så ødelagt -materielt og socialt - efter en befrielseskrig.
Jorden er arret af bombehuller. Der blev kastet flere bomber over Vietnam under den sidste krig, end der blev kastet i hele Anden Verdenskrig. Over halvdelen af den sydvietnarnesiske landbrugsjord er ødelagt. Store områder, der har været udsat for kemisk krigsførelse bliver måske aldrig anvendelige igen. Fra at være en stor riseksportør udviklede Sydvietnam sig under krigen til at blive risimportør: Fra 500.000 til 700.000 tons ris måtte importeres årligt.
De sociale eftervirkninger er ligeså katastrofale. Samfundet i Syd blev forvredet. Saigon voksede på 20 år fra en halv million til treenhalv million indbyggere - de fleste levede af USAs tilstedeværelse. 1 1975 var der i Saigon en halv million prostituerede, 400.000 forældreløse børn, 150.000 narkomaner. Desuden var der de sikkerhedsmæssige problemer, der stillede sig med 200.000 politistyrker fra Saigon-styret og Saigon-hærens I million mand.
10 år efter krigens afslutning fødes stadig misdannede børn, og der er et uhyggeligt stort antal abnorme aborter og kræftforekomster som følge af USAs kemiske krigsførsel.
Det er en yderst begrænset hjælp, det fattige Vietnam har modtaget fra USA og andre af Vestens rigeste nationer til at bekæmpe disse og andre af krigens eftervirkninger. Tværtimod er hjælpen gennem årene - af kyniske, politiske årsager - snarere blevet indskrænket.
Vietnam har aldrig set en rød øre af de 3,25 milliarder dollars, præsident Nixon lovede vietnameserne under krigen til at "hele krigens sår". Små-ører i forhold til de flere hundrede milliarder af dollars, som blev brugt til at bombe Vietnam - og de øvrige indokinesiske lande "tilbage til stenalderen" og udslette og lemlæste "millioner af vietnamesere, cambodianere og laoter".

Resourcer og links om Vietnam-krigen - Vietnam-krigens parterTidslinie for Vietnam-krigen i Vietnam, USA og Danmark
Tabstal Vietnamkrigen 1960-1975 skønnet af Vietnam-eksperten Wilfred Gluud (PDF 1 side)